98 / 423
94
det.12) Her er ikke Tale om Kristendommens Sejr over Heden
skabets Gravskik, th i paa denne Tid var Kristendommen ikke stærk
nok til at sætte sit Præg paa Middelstandens Sædvaner, og i de
Klasser, Smaaborgernes og Slavernes, livor den liavde sejret, var
Ligbrændingen langt sjældnere end Begravelsen af de ubrændte
Lig.
Det er sikkert rigtigt, naar det er blevet hævdet,13) at de første
kristne ikke har
valgt
mellem to Jordfæstelsesmaader. De h a r fore
fundet Begravelsen af ubrændte Lig som gængs Skik i Menig
hedernes Samfundslag; men derfor kan de meget vel have helliget
den ved dogmatisk Praksis, saa den ad den Vej er blevet staaende
som den eneste rette. Naar det hos en af vore K irkehistorikere hed
der,14) at de kristne forkastede den hos Romerne almindelige Lig
brænding som Vold mod Legemet, der var »Guds Billede« og
»Guds Tempel«, maa dette have en langt senere Hjemmel end de
første kristnes Tid. Oldkirkens Menigheder h a r blot paa deres
mindrebemidlede hedenske Standsfællers Vis dannet fælles Be
gravelseskasser med egne Begravelsespladser,15) hvor de har jord
fæstet deres Trosfællers Lig efter kristen Skik — efter Kristi
Gravlæggelses Forbillede.
De kristnes Gravskik følger i det ydre det romerske Samfunds
højt udviklede juridiske og sociale Former, som de havde for Øje
i det romerske Begravelsesvæsen; men de fyldte disse Former med
et andet Idéindhold: Opstandelsestroen, som vi møder den i Evan
geliernes Beretning om K risti Gravlæggelse. Det blev ad den Vej,
Jødedommens Gravskik blev Oldkirkens og dermed tildels vor.
Paa ægyptisk Vis havde Jøderne i Aarhundreder brugt at begrave
deres døde svøbt i et Liglagen, omvundet med meget lange Baand,
der forinden var vædet i vellugtende O lier; det tog lang Tid —
1. Mosebog fortæller, at Balsameringen af Jakobs Lig tog fyrretyve
Dage.16) For Jøderne var Bevarelsen af det døde Legeme ikke blot
en hellig Handling i Forventningen om Kødets Opstandelse1') til
Verdensdommen; men en Forestilling om den stedse levende For