104 / 423
100
Pavekirken sig stejlt mod denne Taalsomhed. Vel havde K irke
faderen Krysostomos indskærpet de kristne, at de ikke maatte
svigte den Lov, som var alle Folkeslag hellig: at lade enhver død
faa en sømmelig Jo rdefæ rd9) -— og Augustin havde endog gjort
Undladelsen heraf til en Synd10) — men K irken havde vist sig
lige hadefuld. De afrikanske, kristne Pøbelhobes Udskejelser mod
Hedningerne11) h a r kun haft ringe Betydning; men selve Kirkens
Stilling i dette Forhold ha r været af afgørende Betydning i Aar-
hundreder, navnlig overfor frafaldne, tidligere troende. Den viede
Jord — alene Ordenes Klang viser Magten i dette Begreb, hvis
Oprindelse ikke lader sig spore, men hvis Betydning varer ved
endnu — forbeholdtes da K irkens lydige Børn ; i den maatte end
ikke de udøbte Børn begraves,12) endsige de udstødte eller fra
faldne.13)
Ud fra denne uhyre Magt har K irken fæstnet den kristne Grav
skik efter sit Tykke, Aarhundreders Udvikling h a r støbt den i den
Form, hvori den bredte sig udover Europa og holdt sig Middel
alderen igennem. K irken havde taget den dødes Skæbne i sine
Hænder, fra den Stund Sjælesørgeren havde lukket Ligets Øjne
og foldet dets Hænder over Brystet,14) hvilede den dødes Vel i
Kirkens Varetægt indtil Opstandelsen.
Saa snart Døden var indtraadt, blev Liget k læd t og smykket
efter de efterlevendes Evne;15) Krysostomus ivrede vel mod for
stor Pragt ved Iklædningen,16) men Kirkens Mænd var selv pragt
lystne. I Aarhundredet efter Krysostomos’ Død ser vi Gejstligheden
smykke sine afdøde Embedsbrødre med Messehagler, samtidig med
at de pynter Baaren med Kirkens hellige Kar — for efter Bru
gen at føre Tingene tilbage til deres rette Plads i Kirken! Det blev
dog Kirkens Hyrder for groft; paa et Kirkemøde i Clermont 535
blev denne Uskik forbudt, og Pave Gregor I gentog Forbuddet.1' )
Efter at Liget var klædt, blev det lagt paa Baare med utilhyllet
Hovede, for at de, der kom for at synge Vaagenatssalmerne, kunde
se den døde for sidste Gang; Salmesangen ved Ligbaaren var af