108 / 423
104
paa Kirkegaardene.46) De engelske Konger blev indtil Slutningen
af 7. Aarh. jordet i K irken S. Petri og P au li’s Po rticus;47) her be
gravedes ogsaa Bisperne,48) indtil der ikke var Plads til flere
Grave.
Verdens og Kirkens Fyrster havde da efter lange Kampe vun
det deres sidste Hvilested indenfor Kirkens Mure, men for Læg
folkets døde var Kirkens Hus endnu længe lukket som Gravplads.
Gang paa Gang satte Kirkemøderne, med Bisperne i Spidsen, sig
imod Kirkefolkets Begravelser i K irken ; saaledes forbød Kirke
mødet i Vaison 442 enhver Begravelse i selve K irkerne, endsige
ved Alteret næ r »Guds Legeme og Blod«, og henviste de dødes
Grave til Atriet, Porticus eller K irkegaarden49) — eftersom Kirke
mødet i Nantes 658 har vedtaget et fornyet Forbud af nøjagtig
samme Ordlyd,50) kan man vel med Sikkerhed gaa ud fra, at For-
buddet ikke ha r været overholdt i de mellemliggende to Aarhun-
dreder. Endnu skarpere skred Kirkemødet i Braga 563 ind, idet
det endog forbød Begravelser i Atriet og anviste Gravene Plads
udenfor Kirkemuren.51)
Forbuddet lod sig ikke opretholde overfor Kirkefolkets faste
Vilje til at ville hvile under K irkens Tag. Kirkegravenes Tal tog
til, hvor mange Klager, Beslutninger og Forbud K irkens Mænd
end fremkom med. Det er som ta lt ud af den tidlige Middelalder
kirkes Aand, naar en katolsk gejstlig i det 20. Aarli. med Henblik
paa denne Indtrængen af Kirkefolkets Grave i K irkerne udbry
der: den jævne Middelmaadighed h a r til alle T ider været anmas
sende nok til at gøre Krav paa store Æresbevisninger — Verdens
Børn er paa deres Vis klogere end Lysets Børn!52) K irken blev
tvunget til at give efte r; saaledes vedtog det første Kirkemøde i
Mainz 813: Ingen død maa begraves i selve K irken, undtagen
Bispen, Abbeden, værdige Præster og troende Lægfolk^3) — selv
i det 9. Aarh. har dette Udtryk været rummeligt nok til at omfatte
alt. Kirkefolket!
Kristendommen bragte de germanske Folk K irkens Gravskik
— en fremragende dansk H istoriker54) ha r skildret, hvorledes de