27 / 55
delagtig
Det ældste Theater
Tableauet: „Pierrot paa Dødsleiet
Tegning af Hans T egne r.
med andre Kunstpræstatiorier, er vist ikke faldet Nogen
ind.
Man har imidlertid gjort Pierrot den Ære at
hæve ham til scenisk Kunstner, en Ære, han vist
aldrig har drømt om, og Pierrot og Pantomimen ere
bievne forviste fra Tivoli.“
Dette Sidste stod fast. Tivolibladet kunde raisonnere
øg kommentere, saameget det vilde — Cancelliets Af-
gjørelse var inappellabel, om end ikke uangribelig i
Henseende til Fortolkningen af Begrebet „sceniske
Forestillinger“ og hvad der oprindelig havde været
tænkt paa ved dette Begrebs Anbringelse i Tivolis
Privilegium. Anstalten ombyttede fra den følgende Dag
Pantomimen
lienske Clown Mancini, og
Programmets Slutnings-Bebu
delse: „Pierrot gaaer igjen,“
tyder paa, at han demon
strativt bar sit vante hvide
Kostume som en varslende
Gjenganger. Indtil hans for-
liaabede fuldstændige Opvæk
kelse fra de Døde kunde
finde Sted, bestræbte Tivoli
sig for at berede barn en
Slags Mellemtilstand.
Ved
Carstensens
Benefice
den
6. August
1845
blev der eta
bleret en Indgang fra Tivoli
til Vesterbros Theater, hvor
der spilledes fransk Komedie
— smaa Vaudeviller og det
store Grædestykke „Herren
seer dine Veje“ ; men allerede
fire Dage efter indeholdt Pro
grammet for dette neutrale
Territorium, som notabene
kun kunde betrædes via Tivoli,
Pantomimen „Pierrot som Husholderske“ med Volkersen
og Busholm i de vante Roller.
Overenskomsten med
Petolettis Theater skal have været temmelig ufor
for Tivoli, og om den end stod ved Magt
til henimod Saisonens Slutning, ophørte dog Panto-
med en Række
„Tableauer eller
levende Bille
der,“ som aab-
nedes med en
Fremstilling af
„Pierrot paa
Dødsleiet“ : den
lividklædte Skik
kelse laa paa en
Baare, bag hvis
Hovedgjærde
Troldmanden
stodmed opløftet
Tryllestav, me
dens de øvrige
Pantomimefigu
rer vare grup
perede rundt om
Dødsleiet i sør
gende Attituder.
Volkersen indtog
sin Plads i det
akrobatiske En
semble, navnlig
i komiske Scener
sammenmed den
udmærkede ita-
mimen efter nogle faa Opførelser, og Tivoli vendte til
bage til sin egen Scene, hvor et akrobatisk Divertisse
ment „Joco, den amerikanske Abe, eller Kampen med
Slangen“ gav en Slags Erstatning for de forbudne
„sceniske Forestillinger“.
Først fra Begyndelsen af
Saisonen
1847
se vi atter Pantomimen som en legitim
Kunstform paa Tivoli. Volkersen havde nemlig i Mellem
tiden faaet udvirket Tilladelse til ogsaa i
Kjøbenhavn at udøve den Ret til mimiske
forlængst var
Forestillinger, som allerede
bleven barn tilstaaet for Provinsernes Ved
kommende.
Det hedder desangaaende i
den allerhøieste Bevilling: „Ligesom vi
allernaadigst have forundt Athlet Niels
Henrik Volkersen af vor kongelige Residens
stad Kjøbenhavn Bevilling til at give
mimiske og athletiske Forestillinger i Kjøb-
stæderne i vort Rige Danmark med Und
tagelse af bemeldte Kjøbenhavn, saaledes
ville vi efter hans derom gjorte Ansøgning
allernaadigst have bevilget og tilladt, saa
og herved bevilge og tillade, at han i mer-
bemeldte vor Residensstad maa give de
anførte Forestillinger.“ Fra nu af træder
Trekløveret Volkersen, Busholm og Hesse
til Stadighed i Tivoli-Pantomimens Tjeneste,
Sidstnævnte som Harlequin og den smukke
Mad. Busiiolm som Columbine.
1851
fore
kommer for første Gang Jfr. Petolettis
Navn i denne Rolle, og Luin, Pricernes
Svoger, en behændig Gymnastiker og livlig
Pantomimespiller, afløste for en Tid Hesse
i Elskerfaget.
Den obligate „Frier“ fik
tidlig sin drevne Udfører i Hr. Olsen, der,
da han tillige stod paa Akrobatprogrammet
som Mester i det „kinesiske Bjælkespil“,