25 / 55
Overgang fra de raa Kraftøvelser til en mere luttret
Nydelse, men først den følgende Saison „blev det for
beholdt at fremkalde den høiere Udvikling, der havde
slumret Vinteren over, ligesom Vintersæden under det
snelagte Jorddække“. I denne Saison anstilledes nemlig
de første Forsøg med „en anden og høiere Kunstart:
Pantomimen“, og de lykkedes over al Forventning.
„Ogsaa i denne Henseende er Udviklingen skeet ad den
naturlige Vei, skjøndt vistnok med forbausende Skridt,“
fortsætter Bladet sin lærde Udvikling. „Det er igjen-
nem det Komiske, at den høiere Ide bedst og naturligst
tiltaler Folket. Hvad det her seer, linder Indgang af
sig selv, thi det er Kjød af dets eget Kjød.
Som
Repræsentant for den komiske Ide staaer P
ierrot
. Hvor
var det muligt Andet, end at Folket øieblikkelig maatte
gribe og fastholde den Ide, som udtaler sig gjennem
ham? Den slumrede saa at sige i Folkets Bevidsthed
og trængte kun til en ydre Tilskyndelse for at slaa ud
i Flammer. Med Pierrot er Folket blevet til og voxet
op — Folket i Kjøbenhavn og Folket i Tivoli; thi da
Tivoli endnu er saa ung, vel endogsaa den yngste i
Stædernes Række, bestaaer den naturligvis kun af Ud
vandrere, og først en kommende Generation vil det
være forbeholdt at faae sit eget tivolistiske Præg.
Pierrot altsaa, det Komiskes Repræsentant i Tivoli, er
ægte dansk. Han er af sydlandsk Oprindelse, men for
længst klimatiseret og nationaliseret. Allerede i sin
oprindelige Skikkelse, da han endnu udelukkende bar
sit italienske Præg, saaledes som C
asorti
fremstillede
ham for os, vandt han alle danske Hjerter i den Grad,
at endog vor Nations største Digter har besunget ham.
Hvormeget mere nu, da han er bleven ægte national,
da han ikke længer er Dumhedens og Dorskhedens
Repræsentant i Almindelighed, men meget mere repræ
senterer disse Ideer i hele deres danske Eiendommelig-
hed. Hvormeget denne Karakters Fremstiller i Tivoli
har bidraget til i denne Henseende at sætte Folket paa
det rette Standpunkt til Opfattelsen og Bedømmelsen
af den moderne Pierrots Karakter, er her ikke Stedet
til at udvikle; det vilde desuden saare den unge Mands
Beskedenhed, der alt er bleven Tivoli-Publikummets
Yndling“.
„Den unge Mand“, som her sigtes til, er Niels
Henrik Volkersen, der den Gang var fireogtyve Aar
gammel. Han kom til Verden den 2. Marts
1820
i
en Landsby i Skjelskøregnen, hvor Faderen var Skole
lærer; da han senere flyttede til Kjøbenhavn som Graver
ved Frue Kirke, bleve lians to Sønner satte i Bogtryk
kerlære: men medens den ene af dem gjennemgik bele
sin Læretid og senere etablerede sig — han trykkede i
mange Aar Tivoliplakaterne — var Broderen af et
mindre stadigt Temperament og følte sig stærkt dragen
mod det frie Artistliv. Han uddannede sig til Akrobat
og fik
1838
Engagement ved Gautliiers Beriderselskab,
som gav Forestillinger paa Vesterbros Theater, Peto-
lettis Theater, lige udenfor den Plads, hvor senere
Tivoli blev anlagt. I denne Stilling stiftede Volkersen
Bekjendtskab med et Par ældre Medlemmer af Faget:
paaskjønnende Publikum i Tivoli. Hans Meddirigent
var, som ovenfor nævnt, i nogen Tid Georg Lumbye,
og ved dennes Overgang til Koncertsalen indtog Carl
Lumbye, født den
9
. Juli
1841
, hans Plads ved Anfører
pulten, ligesom Broderen en utrættelig Dansekomponist,
kjendt af den opvoxende Ungdom som Sanglærer ved
de kjøbenhavnske Kommuneskoler og Indehaver af fol
keligt Ry og almindelig Yndest i ligesaa fuldt Maal
som Familiens øvrige Medlemmer.
Overgangen fra Etablissementets musiske til dets
gymniske Kunst foregaaer bedst, naar vi lægge Veien
forbi Tbeatret. Overgangens Retning motiverer, at
vi ikke kunne dvæle ved det reciterende Skuespil, der
til sine Tider har gjæstet Tivolis Scene, som i Saisonen
1854
, da det Iversenske Selskab gav den senere ligesaa
bekjendte som afholdte Skuespiller Helsengreen Ledig
hed til at tjene sine dramatiske Sporer f. Ex. i den
store Forklædningsrolle i „En Komedie i det Grønne“ ;
eller i langt nærmere liggende Tider, da Sommerrevuerne
1886
og
87
havde gode Succes’er. Talestykket har kun
i Ny og Næ givet Gjæsteroller paa Tivoli, enten paa
Theatret eller i Cirkus, men det hører ligesaa lidt til
Etablissementets faste som til dets eiendonnnelige Kunst.
Dette gjør derimod i høi Grad det stumme Skuespil,
der omtrent fra Anstaltens første Begyndelse har havt
hjemme paa dens Enemærker.
Pantomimen er
Tivolis egen dra
matiske Kunst
form, som det
har Æren af at
have holdt Hævd
over i snart et
halvt Aarhun-
drede, saa at der
paa en ganske
mærkelig Maade
er skabt et Hjem
og fortsat en Tra
dition for denne
sydlige Skuespil-
genre under vore
nordlige Bredde-
En Artikel om
„Tivolis Kunst
udvikling“ i et
Volkersen som Pierrot.
Nummer af Eta-
blissementets officielle Blad fra Juli
1844
efterligner
paa en skjeintende Maade Datidens fdosofisk-kritiske
Stil under en Paavisning af, hvorledes den theatralske
Kunst paa sit første Stadium i den foregaaende
Saison nærmest var et Udtryk for Kraftens Ide,
realiseret af den stærke Mand Jean Dupuis; vel prø
vede Skjønhedens Ide at gjøre sig gjældende i Skik
kelse af hans Ægtehalvdel, og vel dannede de bevæge
lige Tableauer med deres plastiske Stillinger en passende
— 2 3 —