S_Tivoli

blikkelig Lykke eller vandt varigt Ry som Første

rangsværker af Lymbye, kan nævnes Galoppen „En

Sommernat paa Møens Klint,“ Johanne Louise-Vals,

tilegnet Fru Heiberg, Döblers Zauber-Galop, Zigeuner-

Galop, Jubel-Galop, Amélie-Vals, Kroils Ballklänge,

Pomona-Vals. „En Tour paa Dyrehavsbakken“ spilledes

første Gang den

. Juli

1845

og fremkaldte faa Dage

H. C. LUMBYE.

efter i „Tivoli-Avisen“ en poetisk Kommentar, der endte

med de Ord: „Lumbye kan gjøre Mirakler;“ samme

Sommer, paa Tivolis Fødselsdag, hørtes første Gang

den verdensberømte Champagne-Galop, som endog har

naaet det Høidepunkt af musikalsk Anerkjendelse, at

den er bleven baade varieret og transscriberet af tydske

Komponister. Aaret efter fremkom den næsten ikke

mindre berømte Fantasi „Drømmebilleder“, som ligeledes

kommenteredes i et Digt, underskrevet

., bag

hvilke Tal det er tilladt at søge Tivoli-Stamgjæsten

Carl Nielsen, en juridisk Kandidat og ministeriel Embeds

mand, som hørte til det faste Inventar fra Tivolis første

Dag til sin Død; han var en udmærket Bellman-Sanger,

og Lumbye tilegnede ham

1844

sit Arrangement „Bellmans

Fest paa Djurgården“, medens Otto Bache fastholdt

hans Skikkelse fra en senere Tid paa sit Tivolibillede,

hvor han er kjendelig paa sit stadige Attribut: Guld-

Halskjeden, der faldt frem over Vesten.

Foruden Lumbyes Kompositioner indeholdt Reper

toiret overveiende Danse af Strauss, Lanner og Labitzky

— Valse og Galopper. Polkaen var den Gang endnu

en ganske ny Dans, som var ifærd med at kæmpe

sig frem; den var slaaet igjennem i Paris, men i Val

sens Hjem, Tydskland, varede det længe, inden den

blev husvant. Allerede

1844

spillede Lumbye dog sin

Caroline-Polka og gjorde hermed det første vellykkede

Forsøg i den Genre, som tilligemed Galoppen skulde

blive hans Hovedforce, i hvilken han overgik de syd

tydske Dansekomponister, om disse end til Gjengjæld

vare ham overlegne i Valsen. Lumbyes Foredrag af

Strausserne blev i Begyndelsen ikke ganske uanfægtet

af Kritiken. En aabenbart meget kyndig „Straussianer“

beklager, at „den talentfulde Musikus ikke har hørt

Strauss selv; der mangler hans Maade at anføre Dan

sene paa noget af den Delikatesse, som er uadskillelig

fra deres Karakter. Der er en idelig Jagen afsted, enten

det saa er en Vals eller en Galop, der spilles. Men

Tempoet er en altfor vigtig Sag i Dansemusiken, og

uden en omhyggelig Nuancering gaaer den egenlige

Duft tabt. Lumbye skulde f. Ex. høre Strauss med sit

Orkester spille sin deilige „Loreley-Rheinklange“, og

han vilde forstaa denne Vals ganske anderledes, end

han nu synes at have gjort“. Det store Publikum var

dog ikke saa fintmærkende. Det applauderede Lumbye

Numer for Numer og var saa ihærdigt med sine Da-

Capo-Forlangender, at der i Juni

1845

udgik Direktions

forbud mod enhver Gjentagelse, da det var Orkestret

umuligt at udføre de i Programmerne anmeldte Musik

numre „paa en anstændig Maade“ indenfor det fastsatte

Tidsrum Kl.

—

, saafremt Publikum vilde høre dem

flere Gange. Ogsaa hos Udlandets Publikum høstede

Lymbye rigelige Laurbær for sine Kompositioner.

Hans Koncerter i Paris i Vinteren

1844—45

anmeldtes

paa den mest smigrende Maade af selve Berlioz, i

Strauss’s egen By Wien tillagde Kritiken ham det der

meget betydende Prædikat af „Nordens Strauss“, og i

Berlin flettede man hans Navn ind i de største dalevende

Dansekomponisters Krans istedetfor Lanners,

hvis

Bærer nylig var død; ja endog „General-Musikdirektor

Meyerbeer, som overværede en af Koncerterne, opmun

trede Komponisten ved Bifaldsyttringer“, som det hedder

1 8 —