22 / 55
400
Opusnumre, den tæller, vilde det blive for udfør
ligt at nævne endog blot saamange, som fordres til en
nogenlunde fyldig Repræsentation. Vi begrænse os til
at minde om saadanne Mesterstykker i deres Genre som
Bacchus-Galoppen, Stonn-Galoppen, Bouquet-Royal, Nor
disk Fostbrødre-Galop, Camilla-, Pepa- og Amager-
Polka, Frederik den Syvendes, Christian den Niendes
og Carl den Femtendes Honneur-Marscher, Polka militaire
og La Lithouanienne, skandinavisk Kvadrille, Musiken til
Balletdivertissementet La Ventana, Krigsdansen i „Fjernt
fra Danmark“ og Finalen i „Livjægerne paa Amager“.
H.
C. Lumbye var forlængst bleven „gamle Lumbye“
i den Betydning, Ordet har, naar
det bruges som Udtryk for et
grundfæstetHengivenheds ogFor-
trolighedsforliold. Han var Ven
med det halve Kjøhenhavn, og
hans smaa gjenkjendende Nik
ud i Salen, naar han stod ved
Anførerpulten, hørte til de Eien-
donnneligheder ved ham som
Dirigent, man ikke vilde give
Afkald paa. Og hvis Nogen for
tjente at have mange og gode
Venner, saa var det Lumbye.
Han var et bravt og elskværdigt
Menneske, mild i sin Dom om
Andre,
en barnlig og naiv
Kunstnernatur med liden Indsigt
i denne Verdens stundom saa
sært forviklede Forhold og uden
Spor af Begreb 0111 at trænge
sig frem med Brask og Bram
og Reklame; beskeden i Værd
sættelsen af sin egen kunstneri
ske Gjerning, skjøndt han ingenlunde gik omkring som
en Drømmer uden Forestilling om, hvad hans Evner
mægtede og hvad de ikke mægtede.
Han havde vel ogsaa nok denne Forestilling, da
Alderens Tryk gjorde sig gjældende og han for Alvor
blev „gamle Lumbye“, da Hørelsen tog betænkeligt af
og Energien svækkedes, saa det maatte skorte paa
Nøiagtighed i Indstuderingen og Aplomb i Anførselen.
Men det faldt ham liaardt at resignere, at forlade den
Anstalt, han mere end de Fleste havde været med til
at skabe, det Publikum, han i saamange Aar havde
samlet 0111 sig. Tilsidst lod dog Skilsmissen sig ikke
undgaa længer. Saisonen
1872
blev den sidste, i hvil
ken han førte Taktstokken; ved dens Slutning gik han
af med Pension. Kun kort Tid overlevede lian denne
Forandring i sin vante Stilling og døde den
20
. Marts
1874
. Hans Buste reistes samme Aar foran Koncert
salen.
Hans Efterfølger blev Balduin Christian Florus
Dahl, født i Kjøhenhavn den 6. Oktober
1834
. Han
var fra Barndommen af hjemme i Tivoli. Faderen
anførte Pantomimetheatrets Orkester, og da Krigsaarene
herøvede ham en Del af hans Musikere, blev Balduin
sat til Stortrommen, medens han samtidig fik musikalsk
Undervisning af sin ældre Broder Hofpianist Valdemar
Dahl. Iotte Aartjente han i Gardens Musikkorps og
dirigerede fraBegyndelsen af Treserne det
lille Blæse-
orkester, som spillede i den nye Musikpavillon for
Enden af Bazarplainen, hvorfra Musikanterne med Let
hed smuttede over paa Theatret, naar der skulde
akkompagneres til Jongleurkunster og Pantomime; thi
Dirigentpladsen her havde Balduin Dahl arvet efter sin
Fader. Adskillige Danse komponerede han for sin Stab:
Polkaen „Foraarshilsen“, Tivoli-
Polka, Worishoffer-Marsch, Anna-
Polka,
Gratulations-Galop og
fremfor Alt den saa meget yn
dede amerikanske Tappenstreg;
var der i Kompositionerne en
Solo eller et Parti for obligat
Trompet, satte Dahl selv Instru
mentet for Munden, og hans
| sølvklare Toner lokkede Skarer
af Tilhørere hen foran hans Plads.
Om Vinteren spillede han en
fremtrædende Rolle i det kjø-
benhavnske Selskabsliv.
Han
havde samlet et Hold af dygtige
Musikere omkring sig, og med
ligesaa megen Energi som ad
ministrativ Dygtighed forstod
han at varetage baade sine egne
og deres Interesser, idet han
svang sig op til at blive en
Slags En-Gros-Leverandeur af
Musik til offentlige og private
Festligheder. Intet Grosserer-Bal bar Fuldendthedens
Præg, medmindre Balduin Dahl leverede Musiken
og selv anførte den. Vare hans Folk engagerede flere
Steder paa eenogsamme Aften, maatte Dirigenten dog
vise sig en Timeeller
to paa hvert Sted; hans brede
stivede Skjortebryst og hans sylspidse vixede Moustacher
pyntede formelig i Salen, de opførende Herrer drak et
Glas med ham ved Souperen, og blandt Damerne sam
lede han sig et beundrende og trofast Publikum. Dertil
kom, at der faldt en kunstnerisk Glans over hans
Orkester fra dets Medvirkning ved Musikforeningens
Koncerter, hvor det dannede den solide Kjerne, til
hvilken det kgl. Kapels fremragende Kræfter med
Tryglied kunde slutte sig.
Og Musikforeningen viste sig ikke uskjønsom for
den Tjeneste, Dahl havde ydet. Da Tivolis Bestyrelse
betroede Valget af Lumbyes Efterfølger til Gade, Hart-
mann og Paulli, udpegede de Balduin Dahl som den
bedst Kvalificerede. Han modtog da sin Udnævnelse,
men selve Tronbestigelsen gik ikke af uden Revolte.
Den Popularitet, gamle Lumbye nød hos brede Lag af
BALDUIN DAHL.