161 / 467
148
Sigurd Jensen
gruppe var søgt lagt i ganske faste rammer. Senest var
det sket ved den kgl. anordning af 23. april 1817, der gav
detaillerede bestemmelser om forholdet mellem en gros
og en detail handel, om de forskellige handelslavs ind
byrdes forhold, om kravene, der måtte stilles til den, der
ville erhverve borgerskab, om detailhandlernes pligt til
at have minimalforråd af visse livsvigtige varer o. m. a.1
Denne meget vidtgående anordning må ikke betragtes
alene som et udslag af regeringens lyst til regereri. Der
lå bitter nødvendighed bagved. Den ulykkelige krig 1807
— 14 og den inflation, den havde ført med sig, statsban
kerotten 1813 og vanskelighederne ved at genskabe til
liden til pengene i årene derefter havde bragt landets
økonomi ud i kaos, og handelen, der før krigen gennem
gående havde haft gunstige eller endog meget gunstige
kår, var inde i en alvorlig krise. Mange af de store han
delshuse sygnede hen eller gik fallit, og detailhandelen
havde det svært. Der var ingen købekraft, ingen varer
og ingen kredit. 1816—20 fallerede 248 firmaer i Køben
havn omfattende langt over 300 firmadeltagere. Hårdest
ramtes detailhandlerstanden, der tegnede sig for ikke
mindre end 79 af de 248 fallitter, hvorved standen kom
ind som et uhyggeligt nummer eet, med grossererstanden
på andenpladsen med 64 fallitter.2 Man forstår, at Fre
derik VI’s „landsfaderlige“ regering ikke så anden udvej
end at fordele de fattige smuler handel, der var tilbage*
ved skarpe restriktioner overfor tilgangen til handels
lavene og ved en m inutiøs fordeling af opgaverne og for-
tjenstmulighederne mellem dem.
Selv dårlige tider får imidlertid ende. I løbet af 1830’-
erne begyndte det at lysne for erhvervslivet herhjemme*
for landbruget, for provinshandelen og efterhånden også
for hovedstadens handel. Et af lyspunkterne var de nye
handelsvarer, der tiltrak sig interesse. Følgelig kappedes
forretningsfolkene om at komme til at handle med dem.