166 / 467
En lavssag fra ca. 1840
153
Halmtorvet. Nede i denne ejendoms kælder anbragte han
sit hørhegleri således, „at Arbeiderne bleve beskuelige
for de forbigaaende“. Datiden var ikke forvænt med vin
duesudstillinger eller lignende former for reklamering.
Man husker, hvilken forbløffelse — og til dels forargelse
— Louise Rasmussens voksmannequin vakte.12 Derfor
gav Lemvighs arrangement resultat. Han fik rivende søg
ning, og det gik naturligvis ud over konkurrenterne, det
vil sige hørkræmmerne på Frederiksberggade og Vester
gade.
Men den driftige Lemvigh var altså ikke tilfreds med
de resultater, han hidtil havde nået. Han ville i gang med
at handle med endnu en vare, eller rettere varegruppe,
nem lig frø af forskellig art, græsfrø, hørfrø, rapsfrø etc.
I sin førnævnte ansøgning herom til kongen af 19.
marts 1839 anfører han, at han driver handel med op
landets bønder, og at det er blevet en absolut fordring
for at kunne bevare denne handel, at man afkøber bøn
derne deres avl af korn og frø. Han nævner i sin ansøg
ning, at frøhandelen var lagt under både gartnerne, hør
kræmmerne og urtekræmmerne, men at der er dem, der
mener, at handelen med frø er fri ligesom handelen med
korn, idet de mener, at frøsorterne nærmest må k la ssi
ficeres under sædevarer. Han nævner iøvrigt i sin an
søgning, at hans afsætning af heglet hør er ringe, „da
Lærred udenlands fabrikeres billigere med de nu op
fundne Maskiner og den udenlandske Høravl betydelig
har tiltaget“.13
Hørkræmmerlaugets oldermand fik ansøgningen til
udtalelse og afgav 19. april et responsum, der gik ud på,
at Lemvighs ansøgning burde afslås. Lemvigh, der iøv
rigt er en formuende mand, har efter hans mening alle
rede så stor en omsætning og fortjeneste ved sin handel
med the, porcelæn, cigarer og hør, at der slet ingen grund
er til at gøre det muligt for ham at afsætte endnu mere
11