170 / 467
En lavssag fra ca. 1840
157
Men når håndværkere og arbejdere ikke sørgede for
at få deres penge hjem , kunne den lille handlende henne
om hjørnet, nede i kælderen ikke vente at få sine penge
kontant eller med kort frist. Der ventedes af ham, at
han gav kredit, og følgelig måtte han, om han ville be
holde sin handel, yde kredit af yderste evne.20
Selv havde detailhandleren svært ved at få kredit. Na
tionalbanken kunne yde lån, bl. a. ved diskontering af
veksler, men den var ikke altid i stand til at dække be
hovet. Centralkassen belånte varer, men den var et låne-
institut af beskedent format. De private vekseldiskon-
tørers virksomhed ved man ikke meget om. Deres mulig
heder for forretninger var helt afhængige af det sk if
tende omfang af Nationalbankens vekseldiskonteringer.21
Private lån var i det hele svære at få, om man ikke havde
fast ejendom at tilbyde som pant eller gode kautioni
ster. At enkelte långivere tog sig betalt med grove åger
renter, er der næppe tvivl om. Det kunne bl. a. ske ved,
at låntageren ydede långiveren „villigheder“ i form af
arbejdsydelser, fordele eller simpelthen kontanter.22
Man forstår derfor hørkræmmernes harme over at se
en mand, der i forvejen er dem en torn i øjet, fordi han
øger sin omsætning på deres bekostning, forsøge at drage
den handel til sig, som erfaringsmæssigt i særlig grad
afvikledes kontant. Bønderne var ved at få penge mellem
hænderne i de år, hvor priserne på deres produkter var
gode. Men de forstod at holde på dem, og de har sikkert
forstået at lade sig honorere af de handlende både for
større køb og for kontant.
Sagen om Lemvighs ansøgning viser os således sam
menstødet mellem to principper, om man vil to tids
aldre. Lemvigh er den dygtige mand med sans for re
klame, med tæft for, hvilke varer der i det givne øje
blik er penge i, med formue i ryggen og med en ejen