169 / 467
156
Sigurd Jensen
kunne resultere i en øgning af omsætningsm idlerne.
Skrækken for, hvad en inflation kunne føre med sig af
ulykker, sad endnu i blodet. Hvad regeringens ensporede
forsigtighed i denne sag har medført af hæmninger for
udviklingen, lader sig naturligvis ikke beregne, men givet
er det, at den manglende smidighed i kreditforhold knu
gede erhvervslivet. De forbedrede afsætningsmuligheder
for landbrugets produkter i 1830’erne, provinsbyernes
øgede omsætning og handel med Hamburg, den stigende
produktivitet, som alene det voksende befolkningstal
måtte medføre, osv. muliggjorde efterhånden dannelse
af ikke helt ubetydelige kapitaler, men samtidig med, at
der forskellige steder henligger helt eller delvis ufrugt-
bargjorte midler, lød der klageråb om mangel på inve
steringskapital både fra landbruget og byerhvervene.
Hvor kluntet regeringen tog på sagen, fremgår bl. a. af
den omstændighed, at de jævnt stigende sparekasseind
skud stadig blev indsat til opbevaring og forrentning i
statskassen, og regeringen havde endda den frimodighed
i 1832 at nedsætte renten på disse midler, som den altså
nogenlunde uindskrænket disponerede over, fra 4— 5 til
3— 4 %,17 hvad enten det så skal opfattes som et forsøg
på at bevæge sparerne til at investere deres midler på
anden måde, eller det hare var for at skære en fortje
neste.
Det er da forståeligt, at håndværkere ikke var særlig
interesserede i at skynde sig med at inkassere tilgode
havender hos solide kunder,18 og der findes eksempel på,
at arbejdere i en fabrik ikke fik deres løn udbetalt i flere
måneder til trods for, at virksomheden var solvent, hvad
enten dette nu var et udslag af, at arbejderne ikke har
stået og haft brug for pengene, alm indeligt sløseri fra
fabriksledelsens side, eller det var en form, hvorunder
arbejderne var med til at finansiere fabrikkens drift.19