168 / 467
En lavssag fra ca. 1840
155
købt betydelige mængder af andre, der ikke har haft så
gode afsætningsmuligheder. Når andre hørsvingere, der
kun holder 2— 3 heglere, kan leve anstændigt alene af
denne industri uden anden handel ved siden af, da må
Lemvigh kunne, så meget mere som han desuden har
både sin betydelige cigarhandel og sin the- og porcelæns
handel, to forretningsområder, der hver for sig skulle
være i stand til at ernære en fam ilie. Mange må i al fald
klare sig med blot een af tingene. Selv the- og porcelæns-
handelen, som oldermanden åbenbart anser for det be-
skedneste af de nævnte forretningsområder, må adskil
lige fam ilier udelukkende bygge deres eksistens på. Lem-
vighs henvisning til hans ejendoms beliggenhed giver
oldermanden anledning til et særligt skarpt udfald. Det
ville netop være højst uheldigt, om han af den grund
tilvendte sig al handel med frø, ligesom han nu — af de
kendte grunde — har tilvendt sig størstedelen af hande
len med heglet hør og hamp. Når Lemvigh i sin ansøg
ning anfører, at han ser sig nødsaget til for at vedlige
holde afsætningen på heglet hør at modtage frø i beta
ling af landmændene, da må oldermanden gøre opmærk
som på, at heglet hør og blår netop er varer, som bøn
derne normalt plejer at betale kontant, mens de venter
at få kredit på andre hørkramvarer som jern, stenkul,
tjære, sild osv. „Hr. Kaptajn Lemvigh vil saaledes over
lade Hørkræmmerne den precaire Fordel, men tilvende
sig selv den visse, som netop er med Hør, som Bonden
strax betaler, og ligeledes med Frøe, der og strax kan
sælges for contant til andre Landmænd eller og til Olie-
Møllerne“.10
Under dette sidste punkt berøres en af tidens største
ulemper, kreditmangelen. Regeringens politik efter u lyk
kesåret 1813 havde først og sidst været rettet mod en
genoprettelse af tilliden til landets mønt. Midlerne var
sparsommelighed og bekæmpelse af ethvert in itiativ, der