171 / 467
158
Sigurd Jensen
dom, der er således beliggende, at bønderne naturligt
yder ham deres søgning. Han kommer udefra og har ikke
rod i lavstraditionerne. Han vil slå sig op.
Men hovedstaden er endnu så fattig, at den enes frem
gang kun kan ske ved, at andres næring tilsvarende for
mindskes. Derfor må lavsoldermanden betragte det som
sin embedspligt at værne om sine lavsbrødre og søge at
spærre vejen for Lemvigh. Han må anlægge det syn s
punkt, at der må være noget til de andre også; nu har
Lemvigh sit the og porcelæn, det har brave folk kunnet
klare sig med, han har fået en god omsætning med ciga
rer, så burde han dog være tilfreds, men nej, han har
ved skammelige og ublu reklamekunster lokket kunder
fra hørkræmmerne på Frederiksberggade og Vestergade
til sig, og nu vil han ydermere købe frø af bønderne og
videresælge dette til oliemøllerne mod de kontante penge,
som de andre københavnske detailhandlere så bitterligt
savner. Oldermanden måtte tænke på, hvor mange lavs
brødre der sad rundt om i kældere og hutlede sig frem,
og han måtte harmes.
Tiden var imidlertid med Lemvigh. Under 4. jun i 1840
fik han kongelig bevilling til at drive en gros handel
med frø, som han afkøber landmændene eller modtager
i betaling af dem for varer.23 Der er grund til at tro, at
den begrænsning, han havde indsat i sin ansøgning om
kun at få en gros- og ikke detail-bevilling, virkelig har
fået tingene til at glide lettere.
Vi ser her en lille del af det drama, der udspilledes,
da liberalismen brød gennem lavsskrankerne. Om man
i det hele taget vil vove at sætte sig til doms i sagen, bør
man i al fald næppe driste sig til at forarges over older-
mandens snæversyn og mangel på forståelse af den nye
tid. Han følte utvivlsomt, at han røgtede en social og
kollegial opgave på bedst mulige måde. Men man vil vel
lige så lidt forarges over den dygtige Lemvigh, der be