167 / 467
154
Sigurd Jensen
hør til bønderne ved at give ham bevilling til at handle
med frø nred dem.
Lemvigh fik ikke sin bevilling i denne omgang, men
året efter, 10. marts 1840, søgte han på ny. I hans be
grundelse, der stort set er den samme som året forud,
understreges det, hvorledes linnedfabrikationen og hør-
avlens stærke tiltagen på landet forringer afsætningen
af heglet hør. Hans ejendoms beliggenhed på hjørnet af
Halmtorvet og Frederiksberggade, lige overfor Vester
port, tvinger ham til i det store og hele at indskrænke
sig til handel med bønder, der „som bekiendt“ helst kø
ber hos den, der til gengæld aftager deres varer og navn
lig da de varer, hvoraf de „i senere Tid producerer meer
end forhen“. Da bønderne ikke altid har kontante penge
at betale med, kan han simpelthen kun udvide sin han
del, såfremt han får tilladelse til at forøge det i forvejen
meget ringe antal varegrupper, han har at handle med,
med de olieholdige frøsorter. Dog er han tilfreds, om
handelen med frø kun forundes ham en gros, idet han
ikke vil gå detailhandlerne i næringen.14
Denne sidste begrænsning af andragendets omfang
skulle formodentlig gøre det mere acceptabelt for han
delslavene. Men Hørkræmmerlaugets oldermand ændre
de ikke standpunkt. 27. marts afgav han en betænkning
om andragendet, der var en gang mere uvenlig end den
fra året før. Det Lemvigh, efter oldermandens opfattelse,
især er bange for, er det projekterede, men endnu ikke
iværksatte maskinhørspinderi.15 Men dettes virksomhed
vil naturligvis også gå ud over alle andre, der handler
med hør, især „Hørkræmmerne, der ved Hørsvingernes
Privilegier alt have m istet deres vigtigste Handel“. Så
hvorfor særligt favorisere Lemvigh? Han har iøvrigt lige
som forrige år endnu 5 heglere i stadigt arbejde, og dog
kan han ikke producere så meget, som han kan sælge,
især af blår, af hvilken vare han i den senere tid har