164 / 467
En lavssag fra ca. 1840
151
driftige mand nok at virke med. Den ansås da iøvrigt
også for en af de ringeste former for detailhandel. Provst
Lemvighs søn og godsejer Svitzers dattersøn havde ikke
til hensigt at hensidde hele sit liv som en sølle potte
handler. Nogen kapital har han åbenbart også haft at
virke med, thi i 1827 havde han erhvervet sig ejendom
men matr. nr. 17 i Vester kvarter, beliggende på hjørnet
af Halmtorvet (nu: Rådhuspladsen) og Frederiksberg-
gade (senere: Frederiksberggade 29; stedet, hvor nu B.T.-
Centralen ligger). Som det vil ses af foranstående bil
lede, var det ikke en af stadens mest imponerende byg
ninger, han ejede, men dog en pæn og god ejendom, der
i hvert fald sku lle vise sig at have en for Lemvighs er
hverv ypperlig egnet beliggenhed. Huset købte han af
Creditkassen for Husejerne i Kjøbenhavn, der havde
overtaget det som ufyldestgjort panthaver — midten af
1820’erne var en tid med knugende kreditnød og deraf
følgende talrige fallitter -— og han havde givet 11.500 rdl.
sølv for det. Brandforsikringsselskabet og Creditkassen
optog prioriteter på henholdsvis 4000 og 6000 rdl. sølv,
inens Lemvigh selv lagde en kontant udbetaling på
1500 rdl. sølv på bordet, og det var mange penge i de
dage, hvor ellers solide godsejere måtte gå fra gård og
gods, blot fordi de ikke kunne skaffe latterligt små be
løb til betaling af forfaldne forpligtelser. Det var i de
år, at penge var en så sjælden vare, at embedsmænd med
kasser under sig lod sig friste i et omfang, som næppe
nogensinde er set hverken før eller siden. Lemvigh var
altså ikke nogen helt ubetydelig småhandlende.
Den ene af de varer, som han ville arbejde videre med
for at udvide sin forretning, var tobakken. 23. januar
1837 indsendte han til kongen ansøgning om tilladelse
til selv at fabrikere tohak, og han synes her navnlig at
have tænkt på cigarer. Det lykkes ham at opnå privile
gium (dat. 11. marts 1837) på at blive tobaksentrepre