165 / 467
152
Sigurd Jensen
nør, hvilket ville sige, at han havde lov til selv at frem
stille tobaksvarer, men dog mod, at han lod arbejdet ud
føre under ledelse af en lavsmester. Det oplyses i sagen,
at hidtil har kun een anden kombineret tobaksentrepri
sen med et andet erhverv. Det var en mand ved navn
W ille, der tillige var grosserer, formentlig grosserer W il
liam S. W ille, der boede i Snaregade.8
Han synes at være kommet godt i gang med tobaks
fabrikationen, og i 1840, da privilegier rent rutinemæs
sigt skulle fornyes på grund af tronsk iftet året forud,
søger også han om fornyelse. Tobaksfaget var heller ikke
noget dårligt fag at komme ind i netop i d isse år. For
bruget steg stærkt. Der var gået mode i tobaksrygning.
Tidens toneangivende modeherrer røg cigarer såvel in
dendørs som på gaden, „Politivennen“ rasede i 1840 over
„Cigar-Smøgeriet“, der endog udstrakte sig til smådren
ge,9 og „Phantasterne“s forfatter Hans Egede Schack
fortæller i et efterladt romanbrudstykke om, hvorledes
overklasseungdommen hengiver sig til rene cigarorgier.10
Tiden bød egentlig også på så få udskejelsesmuligheder.
Men Lemvighs største interesse synes dog at have lig
get i bearbejdelse af og handel med hør. Havde han ikke
i sin tid kunnet blive hørkræmmer, kunne i al fald in
gen forhindre ham i at hegle hør, og han fik en virk
somhed i gang på dette område, hvor han tilsyneladende
nogenlunde konstant beskæftigede 4— 5 heglere, til tider
helt op til 6, hvilket må betegnes som en forholdsvis stor
virksomhed, idet det ikke var almindeligt, at en hørsvin
ger beskæftigede mere end 2— 3 heglere, og en del af
stadens hørkræmmere slog sig i al beskedenhed sammen,
en 3— 4 stykker, om at holde een fælles hegler i ar
bejde.11
Når Lemvigh var i stand til at slå sin forretning så
stort op, var en af grundene hans sans for reklame. Han
boede som nævnt på hjørnet af Frederiksberggade og