177 / 467
164
Jul. Margolinsky
sådanne omstændigheder. Hans ophold i Møllegade —
eller Jødevej, som den engang hed — blev dog ikke sær
lig langvarigt, da han efter et par dages forløb havde
fået udvirket en bestalling fra den herværende russiske
ambassadeur, gående ud på, at han var ansat til at fore
tage indkøb til ambassadens husholdning, og at han der
for nød exterritorialret!
Den så ofte omtalte episode i 1729 med
Jens Gede-
loche’s
lig, der blev gravet op fra Garnisons Kirkegård
og ført til jødernes begravelsesplads, viser tydeligt, at
hovedstadens daværende noget uheldige politimester
Hans Himme ri ch
absolut ikke var indstillet på at tage
hensyn til gældende magistratsbestemmelser. Man vil vel
derfor heller ikke undre sig så meget, når man ser, at
også jøderne selv benyttede kirkegården til uvedkom
mende formål, således som det f. expl. fremgår af en op
lysning, som
Isac Jonas Gabriel
i 1762 giver skattemyn
dighederne angående beboerne i hans hus i Snaregade
no. 5. Han opgiver, at „på kvisten logerer en gammel
ungkarl ved navn
Samuel Furst,
men siden hans forstand
er ham berøvet, haver jeg ladet ham transportere ud på
vores kirkegård udenfor Nørreport“.
Den oprindelige lille kirkegård er i tidernes løb blevet
udvidet ialt 8 gange, og da ingen af de ca. 5.500 grave er
blevet sløjfet og en ret betydelig del af gravstenene sta
dig er velbevarede, repræsenterer den et højst interessant
kulturminde, der genspejler begivenheder og enkelt
skæbner fra byens liv gennem halvtredie hundrede år.
Der findes derude gravstene både fra peståret 1711, fra
de to store ildebrande i 1728 og 1795, fra Københavns
bombardement i 1807 og fra koleraåret 1853 for kun her
at nævne de store katastrofer, der har hjem søgt vor
hovedstad.
Men det er ikke alene stenene, der taler. Beretninger
om en del tragiske hændelser er nedfældet på hebraisk