13 / 196
Torben Ejlersen
en forklares også ved øget folkesundhed
med stort fald i børnedødeligheden.
I første omgang løstes boligbehovet ved
betydelig byggeaktivitet indenfor voldene,
hvor huse blev forhøjet, baggårde fyldt ud
og kældre taget i brug til beboelse. Da mili
tæret opgav demarkationsterrænet udenfor
Søerne i 1852, så byggeforbudet kunne
ophæves, begyndte spekulanter og hånd
værkere at røre på sig. De første årtier
afdæmpet med spredt byggeri af villaer,
virksomheder og mindre beboelsesejendom
me, men fra 1880 "erne i hastigt tempo gade
op og gade ned på Vesterbro og Nørrebro
med 5-6 etages høje husrækker med små lej
ligheder og snævre baggårde. Amagerbro og
især Østerbro oplevede først byggeboomet
senere og bevarede et mere åbent præg.
Fæstningsterrænnet - eller Glaciset - mellem
Søerne og de gamle volde blev frigivet 1872.
Derefter blev dette område resten af århund
redet fyldt ud af kompakte boligkarreer, men
også med Grønttorvet, parker, forskellige
offentlige institutioner samt byggeforening
en Kartoffelrækkerne.
Nabokommunen Frederiksberg fik status
som købstad i 1857 .1 den forbindelse havde
indenrigsministeren rejst spørgsmålet, om
det ikke ville være rationelt at slå Frederiks
berg sammen med København. Det var der
dog ikke stemning for. Heller ikke senere i
århundredet og efter 1900 viste de to kom
muner interesse for en sammensmeltning,
men nok samarbejde.
Det affødte i 1907 følgende kommentar fra
Albert Gnudtzmann i bogen Stor-Køben-
havn:
»Og selv det gamle eksklusive Frederiks
berg har længst, kun ikke med hensyn til sin
Forvaltning, maattet opgive sine separatisti
ske Tilbøjeligheder; inden længe vil det nye
København have omgaaet det med sine
Fløje, og saa kommer vel den Tid, da det
opgiver sin Modstand og ogsaa formelt bøjer
sig ind under Hovedstaden, som det reelt
længst er blevet en Del deraf. Som et frem
med Legeme, indkapslet i den voksende
Metropol, vil det være en Meningsløshed,
som ikke dets Særinteresser kan forsvare«.
Gnudtzmanns spådom om en fusion er dog
ikke gået i opfyldelse.
GRUNDKØB TIL KIRKEGÅRD OG HOSPITAL
Folketallets vækst pressede konstant Køben
havns bystyre og administration og kaldte
uophørligt på nye inititativer. I 1870 blev
Vestre Kirkegård anlagt mellem Søndermar
ken og Kongens Enghave som et nødvendigt
supplement til Assistens og andre kirkegår
de i byen. Allerede i 1880 "erne måtte Vestre
Kirkegård gøres større.
Kommunehospitalet, som i 1863 var blevet
lagt på terrænnet mellem voldene og Søerne,
måtte kort efter have tilbygninger. Selv om
man i de næste årtier byggede både Bleg
damshospitalet, Rudolph Bergs Hospital og
Øresundshospitalet, meldte behovet sig
snart igen for endnu flere sengepladser.
Et nyt hospitalsprojekt krævede plads.
Indenfor kommunegrænsen lå stadig hist og
her mindre ubebyggede arealer, desuden
den store grønne kile af fælleder mellem
Nørrebro og Østerbro. Fra gammel tid hav
de kommunen ejendomsretten til fælleder
ne, men begrænset brugsret. De store
græsmarker havde ligget hen dels som
demarkationsterræn, hvor der af hensyn til
byens forsvar ikke måtte bygges, dels holdt
militæret her øvelser og eksercits.
I 1893 traf stat og kommune ny aftale om
fællederne. København overtog brugsretten
til fællederne, men overlod gratis staten en
1 0