19 / 196
Torben Ejlersen
Brønshøj, til også at se på en overtagelse af
dele af Hvidovre kommune, nemlig Valby,
Vigerslev og Kongens Enghave.
Den mulige indslusning af disse tre dele af
Hvidovre var afgjort domineret af byplan
mæssige overvejelser. Københavns kommu
ne lå ikke inde med konkrete byggeprojekter
for området. Men Valby grænsede umiddel
bart op til det ydre Vesterbro, som var ved at
være helt udbygget. I Valby, Vigerslev og Kon
gens Enghave lå en betydelig arealreserve til
senere bebyggelse og anlæg af gader. Det var
også attraktivt, at det ikke ville være nogen
større finansiel belastning at indlemme Valby
sogn, fordi skatteevnen i Valby var stor. Der
var ikke presserende opgaver med udbyg
ning af skoler, veje eller kloakering. Et nyt
vandværk var allerede taget i drift. Det vok
sende antal fabrikker og boligbyggeri i Valby,
som havde givet et vist bymæssigt præg, vil
le bidrage til at øge indtægtsgrundlaget, når
området efter indlemmelse forlod hartkoms-
beskatningen til fordel for en grundskat base
ret på al fast ejendom. Vigerslev og det
lavtliggende Kongens Enghave lå derimod
nærmest ubeboet hen bortset fra nogle få
landbrug og et stort teglvæksområde.
Under forhandlingerne med Hvidovre om
indlemmelse af Valby, Vigerslev og Kongens
Enghave foreslog Hvidovres repræsentant,
at man også tog Hvidovre bydistrikt med.
Sognerådet havde nemlig med fem stemmer
mod to besluttet »indtrængende at anmode
Københavns Magistrat om, at Indlemmelsen
maatte komme til at omfatte hele Sognet«.
Dette synspunkt fik støtte af Hvidovre Bys
Grundejerforening, som fandt det uforsvar
ligt at tvinge selve Hvidovre by ud af den
gamle forbindelse med Valby og Vigerslev.
Grundejerne hævdede, at Hvidovre bydi
strikt ikke magtede økonomisk at fortsætte
som selvstændig kommune. Distriktet rum
mede kun 550 beboere, mens den øvrige del
af Hvidovre kommune - altså det der skulle
afgives til København - Valby, Vigerslev og
Kongens Enghave - havde 5400 beboere.
Den mundfuld var dog for stor for Køben
havns kommune. De københavnske politike
re skønnede, at »sidstnævnte Landsby og
omliggende Distrikt - altså Hvidovre bydi
strikt - endnu i en overskuelig Fremtid synes
at ligge saa langt udenfor en købstadslignen
de Bebyggelse, at der ikke er Fællesinteres
ser for denne By og København. Det er sam
me Synspunkt, som har bevirket, at man ikke
har kunnet indlade sig paa Forhandling om
Indlemmelse af Brønshøjs Annekssogn
Rødovre. Hertil kommer, at Harrestrup Aa,
som skiller Hvidovre fra Valby, vil danne en
naturlig og praktisk Grænse for København
mod Vest«.
SUNDBYERNE
Endelig var der problembarnet - Sundbyer
ne. Det havde været på tale at overtage dette
område i begyndelsen af 1880 Arne. Sundby
erne var da en del af Tårnby kommune. Mens
Tårnby fortsat blev domineret af landbrug og
gartneri, gennemlevede Sundbyerne en hur
tig urbanisering. Mere eller mindre kaotisk
skød metalvarefabrikker og kemisk produk
tion op i det gamle landsbysamfund sammen
med højt boligbyggeri med små lejligheder.
Industrialiseringen havde givet Sundbyerne
betydelige miljømæssige gener. Der var lidt
skraldespand over området, accelereret efter
at lovgivning i 1852 havde forbudt sundheds
skadelige næringsveje i Københavns kom
mune.
Den stigende arbejderbefolkning i Sund
byerne blev efterhånden en økonomisk
belastning for Tårnby kommune på grund af
16