134 / 196
Valbys garverier i miljøhistorisk sammenhæng
nuvæ rende Abel C ath rines Gade og ud i
Kalveboderne.
Garverierne var i de fleste tilfælde anlagt i
forbindelse med slagtegårdene. Mens slagte-
gården lå ud til Vesterbrogade, fandtes gar
veriet b ag erst på grunden ved Rosenåen.
Med opførelsen af Den brune Kødby i 1879
blev kvægslagtningen sam let her, og dermed
blev slagteprocessen adskilt fra garverierne.
Rosenåen havde på dette tid spunk t m istet
sin funktion som vandforsyning, idet den op
gennem 1800-tallet i stigende grad forvand
ledes til en åben k loak for bydelens afløb.
Åen blev rørlagt i forskellige etaper og fun
gerer i dag som hovedkloakledning.
Fra slu tn ingen af 1800-tallet etableredes
der m ange garverier i Valby sam t nogle
enkelte på Østerbro og i Nordvestkvarteret.
Den store indvandring til København på det
te tidspunkt betød en stigende efterspørgsel
på alle om råder og således også på klæder,
fod tøj, tasker m .m . alt samm en produkter,
som g a rverierne havde andel i. De mange
munde, der skulle mæ ttes, betød mere mad
og herib land t kød. H vilket betød stigning i
an tallet af slag tekvæ g og sam tid ig en stig
ning i mængden af huder til garvning. I Val
by opstod en tæ t kon cen tration i om rådet
nord for jernbanen på ikke m indre end 8 gar
verier.
For at forstå g arveriernes foruren ing af
undergrunden er det nødvendigt at kende de
forskellige garveprocesser, der har væ ret
benyttet gennem tiden.
GARVERIERNES TEKNOLOGIHISTORIE
Forarbejdningen af huder til skind i form af
garvning kendes tilbage fra forhistorisk tid,
hvor metoderne allerede var højt udviklede.
Fra omkring 1560 begyndte garverne at duk
ke op som selvstændigt håndværk. Indtil da
havde håndvæ rket væ ret en del af arbejd s
området for skomagerne, buntmagerne
m.fl.
ligesom mange bønder selv garvede. Garve
rierne var små, og teknologisk ikke udviklet
til at klare den stigende efterspø rgsel. Det
førte til, at regeringen fra m idten af 1700-tal-
let gik ind og støttede oprettelsen af garveri
er. D ette m ed førte at man fik uden land ske
garvere til at slå sig ned og dermed udbrede
deres teknologiske viden. Det gav stor frem
gang og i København var der således i 1811 i
alt 34 garvermestre.2
Det største problem var selve produktions
tiden, der var meget langsommelig. Det tog
mellem halvandet og to år at garve de svære
huder til skind.
Der skete nu ændringer i garvemetoderne,
hvis form ål var at forkorte den lange pro
duktionstid. I løbet af 1800-tallet industriali
seredes garverierne, og sam tid ig skete der
forbedringer af teknologien. Ved hjælp af for
skellige garveekstrakter, bl.a. barkgarvning,
lykkedes det at bringe garvetiden ned til et
par døgn. Med indførslen af chromgarvning
fik man garvetiden ned til et døgn, en meto
de der blev udviklet og paten teret af kem i
professor Knapp i Tyskland i 1858. Her hjem
me blev det dog først fra omkring 1880'erne
Fig. 2. Gården i Bjørløwsførste garveri i Set. Jørgensga-
de. Efter tegning afF. Sedivy uden år.
131