169 / 196
Henning Bro
medlemmer af kommunalbestyrelsen stod
tøvende over for kommunens fremtid og
valgte at stemme for Nellemanns og Topps
forslag, var 6 imod - og de havde borgerne
bag sig, hvilket bl.a. blev demonstreret af en
protestskrivelse fra Frederiksberg Folkefore-
ning, som kommunalbestyrelsen modtog i
forbindelse med sagens behandling.2
DELVIS KØBSTAD - DELVIS LANDKOMMUNE
Nellemann og Topp berørte i deres analyse
af Frederiksbergs situation i 1874 også en
række problemer i forbindelse med byens
kommunale styreform og status. Selv om
kommunestyret med den frederiksbergske
kommunallov fra 1857 kom til at minde
meget om købstadskommunernes, og kom
munalbestyrelsen i det væsentligste fik sam
me kompetence som købstædernes byråd,
blev Frederiksberg på flere afgørende områ
der fortsat betragtet som et landdistrikt. Det
gjaldt både i forhold til næringsloven fra
1857 og med hensyn til brandvæsenet, der
fra 1861 blev reguleret af lov ombrandpoliti
på landet.
Den mest markante forskel i forhold til
købstædernes råderum var forbindelsen til
Københavns Amtsrådskreds. Kommunen
var i visse henseender underlagt amtsrådets
myndighed og havde i forhold til den såkald
te amtsrepartitionsfond nøjagtig samme rolle
som enhver anden landkommune. I modsæt
ning til købstæderne skulle amtskommunen
også for Frederiksberg udrede udgifter til
såvel politivæsen, amtsskolefonden og
udbygning og vedligeholdelse af gennem
gående landeveje og visse opgaver under for
sørgelsesvæsenet samt til etablering og drift
af sygehuse. De landkommuner, herunder
Frederiksberg, der hørte under amtskommu
166
nen, skulle til gengæld til amtsrepartitions
fonden yde et bidrag, der dels blev udskre
vet direkte på ejendommenes hartkorn dels
lignedes på de enkelte kommuners kasser.
Frederiksbergs administrative mellempo
sition som både købstad og landkommune
blev dog gradvis udhulet op igennem den
sidste halvdel af det 19. århundrede. Allere
de i 1866 udvidedes næringsfriheden også til
det frederiksbergske område, og som følge
af industrialiseringen, væksten inden for de
øvrige byerhverv og masseindvandringen
udviklede Frederiksberg sig til et storbysam
fund i Hovedstaden. Ved århundredskiftet
rundede folketallet 75.000 og hele den østli
ge halvdel af kommunen var udbygget med
villaer, etagehuse, fabrikker, store offentlige
institutioner og sammenhængende forret
ningsgader.
Den ekspansive vækst medførte, at arten
og omfanget af de opgaver, kommunen måt
te løfte, oversteg hvad der påhvilede selv de
største købstadskommuner. Inden år 1900
var der således etableret gas-, vand- og
elværker, sporvejsdrift, gadebelysning,
moderne vand- og kloakforsyning, syv fol
keskoler, fattighus samt et omfattende net af
side- og forbindelsesveje. Kommunen havde
desuden gennemført en målrettet bebyggel
sesregulering og udvidelser inden for skole-
og forsørgelsesvæsenet, ligesom brandvæse
net allerede fra 1877 var blevet organiseret
som i købstæderne.
Også på de områder, hvor opgaverne ifølge
den frederiksbergske kommunallov hvilede
på amtskommunen, måtte kommunen tidligt
mere eller mindre tage over. Amtskommu
nen havde med de gældende regler for ind
drivelse af bidrag til amtsrepartitionsfonden
utilstrækkelige ressourcer til - og i visse sager
også direkte modvilje mod - på tilfredsstil-