164 / 196
FREDERIKSBERG -
STORBYKOMMUNEN I HOVEDSTADEN
A f Henning Bro
De første planer om en udvidelse af Køben
havns Kommune vedrørte ikke de områder,
der indlemmedes i 1901. Lige siden Frede
riksberg blev en selvstændig kommune i
midten af det 19. århundrede og helt frem til
1930'erne, blev spørgsmålet om Frederiks-
bergs indlemmelse i København taget op
med jævne mellemrum. Nærværende artikel
redegør for de anslag, der i perioden har
været rettet mod Frederiksbergs kommunale
selvstændighed, og kaster i forbindelse her
med lys over administrative, politiske og
økonomiske faktorer, der må anses for at
have været afgørende for at Frederiksberg
kunne fastholde sin position som en selv
stændig kommunal enhed.
FREDERIKSBERG SOM SELVSTÆNDIG KOMMUNE
Op igennem den første halvdel af det 19.
århundrede var Frederiksberg fortsat et
landbrugssamfund. Ude på bymarken lå
gårdene og landstederne, og selv om byen
Frederiksberg langs Allégade, Bredegade og
Smallegade i forholdt til oplandets øvrige
landsbyer havde fået en ganske anselig
størrelse, var landbruget, ud over gæstgiveri
og lidt håndværk og handel, stadig hoveder
hvervet.
Også i administrativ henseende var Frede
riksberg et landdistrikt. Siden 1747 udgjorde
Frederiksberg hovedsognet i et pastorat, der
omfattede annekssognet Hvidovre, og i 1802
og 1808 var bestyrelsen af fattig- og skole
væsenet blevet udlagt til lokale kommissio
ner, der ligeledes virkede inden for pastora
tets grænser. Byens gårdmænd havde desu
den fra midten af 1700-tallet en grundejer
repræsentation bestående af fire personer,
der frem til 1841 varetog »kommunale«
opgaver som udbedring af veje, grøftegrav
ning m.m. Med landkommunalanordning-
ens indførelse af det lokale demokrati i ene
vældens sidste år indrettedes kommunesty
ret fra 1842 på samme måde som i landets
ørige landkommuner med et fælles sognefor-
standerskab for Frederiksberg og Hvidovre.
Ophævelsen af den såkaldte demarkati
onslinje i 1852 frigav byggeriet mellem linjen
Jagtvej-Falkoner Allé-Allégade og Søerne.
Sammen med den tiltagende indvandring til
Hovedstaden og den begyndende industria
lisering gav det stødet til de første bebyggel
ser på indre Nørre- ogVesterbro. Men også på
Frederiksberg kom der gang i byudviklingen.
På Rådmand Biilows grund mellemGammel
Kongevej og Ladegårdsåen lagdes grunden
til et efterhånden omfattende villakvarter, og
ved Gammel Kongevejs nordside ned mod
Vodroffsvej opstod fra midten af 50'erne
fabriksanlæg og det såkaldte Schønbergs-
161