166 / 196
Frederiksberg - Storbykommunen i Hovedstaden
kvarter med etagehuse af samme type som
de københavnske.
Byudviklingen på Frederiksberg stillede
helt nye og anderledes krav til de kommuna
le myndigheder med hensyn til skoler, fattig
væsen, vejanlæg, gas- og vandforsyning og
andre tekniske anlæg, mens Hvidovre ved
blev at være et rent landdistrikt. I forhold til
denne udvikling var den eksisterende land
kommunale ordning og fællesskabet mellem
Frederiksberg og Hvidovre uhensigtsmæs
sig, og op igennem 50'erne fremkom der fra
flere sider forslag til en ændring af forholde
ne. Københavns Borgerrepræsentation fandt
det mest naturligt at samle det bebyggede
område under ét og pegede på en hel eller
delvis indlemmelse af Frederiksberg. I Fre-
deriksberg-Hvidovre Sogneforstanderskab
luftede de frederiksbergske medlemmer en
kommunal adskilles af de to sogne som en
mulighed, mens medlemmerne fra Hvidov
re satte sig imod. Annekssognet havde rela
tivt flere fattige og nød godt af fællesskabet
med det mere velhavende Frederiksberg.
I efteråret 1857 kom der dog skred i tingene.
Regeringen havde stillet forslag om at udvi
de den københavnske bygningslov til også
at omfatte Frederiksberg, og da Københavns
politidirektør på samme tidspunk fremlagde
udkast til en politimæssig og retlig indlem
melse af Frederiksberg, var der både i Justits
ministeriet og Indenrigsministeriet overve
jelser i gang om at tage skridtet fuldt ud og
lade Frederiksberg indgå i Københavns
Kommune. På den frederiksbergske side var
indlemmelsesplanerne helt uacceptable.
Sogneforstanderskabet afviste blankt en
sammenlægning af politi- og justitsvæsenet
med København og gav efterfølgende sin til
slutning til et regulativ om en særlig kom
munal ordning for Frederiksberg.
Regulativet, der sigtede mod en total kom
munal adskillelse af Frederiksberg og Hvi
dovre, blev indbragt som lovforslag i Folke
tinget, og den 13. november afholdtes på
Sogneforstanderskabets initiativ et borger
møde i koncertpavillonen Odéon på Frede
riksberg Allé. Mødet var velbesøgt og endte
med en resolution, der dels afviste en hel
eller delvis indlemmelse af Frederiksberg
Sogn i Københavns Kommune dels kræve
de, at de kommunale bånd til Hvidovre blev
brudt og at Frederiksberg omdannedes til en
selvstændig kommune. Argumentationen
var ikke til at tage fejl af. En indlemmelse i
Købehavn ville føre til stigende skatter, fal
dende ejendomsværdier og en overførelse af
de uheldige kommunale tilstande fra bro
kvarterne bl.a. med hensyn til bygningslo
ven. Som selvstændig kommune med en
ændret styreform ville de særlige frederiks
bergske interesser derimod blive varetaget
fuldt ud, ligesom man ville stå bedre rustet
til at klare de nye kommunale opgaver på det
tekniske område og inden for skole- og fat
tigvæsenet.
Selv om nogle politikere, bl.a. Orla Leh-
mann, fortsat talte for en indlemmelse i
Købehavn, havde frederiksbergernes udmel
dinger gjort indtryk på regering og Rigsdag.
Grundholdningen herfra var helt entydig.
Der måtte allerede nu findes en kommunal
ordning for Frederiksberg, der svarede til
byens udviklingstrin og somville muliggøre,
at Frederiksberg og København i fællesskab
kunne løse problemer af gensidig interesse.
Tiden var ikke moden til en egentlig indlem
melse, men at den ville komme, var landspo
litikerne dog ikke i tvivl om.
I denne forbindelse formulerede det ned
satte folketingsudvalg en række grundsæt
ninger, der skulle vise sig at få vidtrækkende
konsekvenser. Skulle der gennemføres en
163