89 / 196
Martin Zerlang
Fig. 1. Fra Brønshøjvejen ind mod København. Tegning afFr. Winther 1892.
førte til en veritabel flugt fra byen, og i telt
lejrene på Fælleden opstod de første ydmyge
»villabyer«. Lægeforeningens boliger på
Østerbro, som også opførtes i forlængelse af
kolera-epidemien, er det første eksempel på
den »tæt-lave« almennyttige bebyggelse, der
senere blev så karakteristisk for forstadsbyg
geriet, efterfulgt af »Kartoffelrækkerne« fra
1874-1889 og »Humlebyen« 1885-91. Voldene
blev sløjfet, rammerne sprængt, og i 1907
kunne Albert Gnudtzmann og Helmer Lind
omdøbe byen til Stor-København - en by,
hvor »det er Københavneren selv, der er ble
vet fremmed for den By, han lever i, fordi den
er vokset ham over Hovedet.«
Forstadsudviklingen fulgte, groft sagt, en
borgerlig og en proletarisk linje. I årene
omkring århundredskiftet og op til første Ver
denskrig var det borgerskabets villakolonier
og arbejderklassens kolonihaver, der domi
nerede udflytningen til forstæderne. For bor
gerskabets vedkommende var Østerbro med
Rosenvængets Alle og Frederiksberg de første
villabyer, men op langs Strandvejen hele
vejen op mod Helsingør dukkede villaer op,
der blev betjent af Kystbanen. I
Architekten
kunne man i en reklameartikel fra 1897 læse,
at der hvor togene tidligere passerede bølgen
de marker, passerer de nu »Villa paa Villa
omgivne af frodige Haver« og i tidsskriftet
Vagten
fra 1900 blev det ekspanderende villa
byggeri udtrykkelig set som en afsked med
byen som »en verden af fremmede«.
»My Home is my castle er i færd med at bli
ve Tidens Løsen herhjemme. Mere og mere
gaar det op for det store Publicum, hvor
poesiløse og ideforladte de i Grunden ere,
disse Storbyernes »vinduesbesatte Menne
skemagasiner«, hvor Befolkningen lever i
Lagvis, rangerede fra Bel-Etagen og til Kvi
sten, alt efter de forskjellige pecuniære Om
stændigheder. Man føler det uhyggeligt i dis
se Leje Kaserner, i hvilke Boligerne ere ind
rettede mere efter Byggespeculanternes end
efter Beboernes Tarv, hvor Mennesker bo Dør
om Dør uden at kjende hverandre og uden at
føle sig nærmere knyttet til det Hus, de kal
de deres Hjem, end at man skifter »Lejlig
hed« med den samme dagligdags Fornem
melse, hvormed man skifter en Frakke. Og
uvilkaarligt vaagner Længslen efter det lille
Hus, man kalder sit eget, hvor man indretter
sig som man vil, uden at tjene en Byggespe-
culants Interesser, og hvor man ikke møder
Fremmede paa sin egen Trappe«.
Også Amager fik omkring århundredeskiftet
med Eberts Villabyen grøn scene for det
gode, borgerlige liv. Men det var den eksplo
8 6