91 / 196
Martin Zerlang
af bybilledet skulle aflæses. Hvordan rimede
forvandlingen med ideen om København
som et kunstværk? At den nye by krævede
nye læsemåder, var Johannes Jørgensen
udmærket klar over:
»For den, der forstaar at se og nyde det sete,
bliver København ved denne sin Mangfol
dighed og Forskellighed en rig Kilde til Ind
tryk. Desværre er »Kunsten at se« imidlertid
ikke dyrket af mange. (...) Under de nuværen
de Forhold, da Kulturen indespærrer flere og
flere Mennesker i sine Stenfængsler, og Natu
ren for en stadig voksende Part af Menneske
heden gaar over til at blive noget, der kun
kendes fra Bøger, turde det have megen
Betydning, om Menneskene lærte at se Kul
turens Skønhed, at forstaa Byernes Poesi«.
Men selv havde Johannes Jørgensen de
største vanskeligheder med at finde byens
poesi. I endnu højere grad end Markman
dæmoniserer han byen, skildrer den som et
monster, indhyller den i undergangssyner.
Og især forstæderne trodsede kunstnerens
forsøg på at spejle byens form i en poetisk
form. Her var det umuligt at glæde sig over
proportion, symmetri, harmoni. De nye fat
tigkvarterer i byens udkant var en æstetisk
skandale:
»Københavns Skal - paa parisisk banlieue -
strækker sig fra Nørrebro til Kallebodstrand.
Overdrev er det, store, øde Strækninger,
Fremtidens Byggegrunde. De yderste For
stadsgader skyder deres høje nøgne Kaser
negavle ud deri, Forstadens Børn slider
Græsset derude, Forstadens Voksne fylder
enhver Fordybning med deres Skrammel;
gamle, rustne Bliksager, Klude og Papir gror
i alle Grøfter og ligger paa Bunden af alle
Vandhuller. Dagrenovationen har her sine
stinkende Lossepladser, der i Solskin funkler
som Diamantdynger af Glimtene fra tusend
Glasskaar og Flaskehalse, Blikstumper og
Porcellænsvrag. Underlige, ubestemmelige
Skikkelser, klædte i sammenbundne Pjalter,
færdes inde paa disse Pladser, og ved en lille
Hytte, lavet af rustne Blikplader og gamle
Døre, ser man Børn løbe rundt og lege, saa
Smudset hvirvler om dem: Midt i alt dette:
Gartnerhaver - Beværtninger - ny Villaer - og
her og der et gammelt Landsted, som Byen
er ved at omringe«.
Denne skildring sort i sort afsluttes af en
henvisning til, at disse udkantskvarterers
stadige horisont er »Hovedstadens rødsløre-
de Rand med lange Rækker af Fattigmands
steders mangerudede facader og rader af
annoncebemalede Gavle og Klynger af svær
tede Fabriksskorstene og Spirene paa Nørre
bros Kirker«. Selv her i periferien melder sig
med andre ord en stemning af klaustrofobi.
Elendigheden er spærret inde bag den uhyg
geligt »rødslørede« horisont. Beskrivelsen
antager karakter af besværgelse.
FORSKREVET TIL FORSTÆDERNE
At forstæderne rejste helt nye krav til forfat
terne fremgår af en af de første kunstneriske
rapporter fra den ny tid, Holger Drachmanns
roman
Forskrevet
fra 1890. Her er hovedper
sonen en kunstner - Henrik Gerhardt - der
efter mange års udenlandsophold vender
hjem til København. På en tur ad Langelinie
begynder han at spekulere over hovedstæ-
dernes »foruroligende« vækst, som han ople
ver som en vækst, hvor pengene fra oven og
proletariatet fra neden presser livet ud af det,
som jo så må være middelklassens og mel
lemlagenes by: