93 / 196
Martin Zerlang
der«. I denne verden ophæves alle sociale og
sproglige forskelle, men dog tilskrives en
»stor Kineser« opdagelsen af selve verdens
formlen, der »udtrykker alt, hvad der er til i
Fortid, Nutid og Fremtid«, og dette »Abbre
viatursystem«, der reducerer verden til en
overkommelig skala, bearbejdes af en For
melmaskine, som i »Jordens Hovedstad« er
anbragt i »en uhyre Krystalhal.« Det er mod
fortællingens logik, at der kan være en
»Hovedstad« på denne klode, hvor alle bor
på identiske kvadrater, og det viser sig da
også, at fortælleren til slut må ende med at
sprænge hele denne vision med en gigantisk
industriel-økologisk katastrofe, hvor de ver
densomspændende kabler brister under
presset fra naturens kræfter.
Dalgas' fortælling er et tilspidset udtryk
for de undergangsstemninger, som omkring
århundredskiftet fremkaldtes af storbyens
vækst. Men den er også interessant som vid
nesbyrd om, at den realistiske fremstilling af
storbyeksistensen måtte vige over for for
stadslivets vage, ubestemte karakter. I disse
år kunne enhver se, hvordan byen med leje
kaserner, fabrikker, værksteder, veje osv. dag
for dag åd sig ind på det omgivende land, fra
Nørrebros rabarberland over Brønshøj og
videre ud, men i tidens litteratur finder man
ingen konkrete beskrivelser af Valby, Brøns
høj, Vangede eller Sundbyerne. I stedet for
mulerer forfattere som Johannes Jørgensen
selv, Ernesto Dalgas, Carl Ewald, Viggo Stu-
ckenberg og Harald Kidde deres oplevelser
og iagttagelser i stærkt stiliserede former
som myten, eventyret eller parablen.
FORSTADEN SOM SINDBILLEDE
Kidde publicerede i samlingen
Sindbilleder
fra 1900
med teksten »Hjem« et sådant sind
billede af »forstaden.« En gammeldags auto
ritativ fortæller følger en ubestemt »han« på
hans færd fra »Byen« til »Forstaden«, og den
gammeldags form spejler en modvilje mod
den nye, formløse forstad:
»Inde paa Markerne stod høje, magre Huse,
spredte i Mørket, Byens »Forstad«, nye Byg
ninger, som var begyndt at voxe op om den
lille, gamle By med en ny og anden Slægt.
Der inde i Læ mellem Bankerne laa de smaa,
gammeldags huse, der var ikke Plads for de
nye, høje. Saa byggede de dem ud i aaben
Mark. Men han kunde huske den Tid, da Bor
gerne her havde haft deres Kaalhaver og
Græsgange.«
Fig. 3. Udsigt fra Kongens Enghave over Kalvebodstrand mod København. Tegning a f Gustav Vermehren ca. 1890.