90 / 196
Forstaden og dens forfattere
sivt voksende arbejderklasse, som efter den
indledende udflytning til »Broerne« for alvor
kom til at sætte fart i forstædernes vækst, og
i 1901 og 1902 indlemmedes Sundbyerne,
Valby og Brønshøj i Københavns Kommune.
Forstaden blev et samfundsvidenskabeligt
begreb omkring århundredskiftet, hvor det i
1906 indførtes i statistikken, idet Frederiks
berg og Gentofte anførtes som forstæder til
København -og kun fem år senere regnede.
J.P. Trap i sit værk om Danmark hele 26
»byer« som forstæder. Men i samtidens
kunst og litteratur var det provinsen, der bej
lede til publikums gunst: »Den jyske
Bevægelse«, »de fynske malere«...
FORSTÆDERNE SOM KUNSTNERISK UDFORDRING
Vil man opspore forstædernes betydning for
forfatterne, kan man passende begynde i M.
Galschiøts pragtværk
Danmark i Skildringer
og Billeder af Danske Forfattere og Kunstnere
(1893). Her beskriver C. Markman i kapitlet
»Fra Københavns Udkanter og Omegn«,
hvordan forstædernes udbredelse med
dæmonisk kraft nedbryder det tidligere så
skarpe skel mellem by og land:
»I Egnen mellem Vesterbro og Kallebod-
strand, baade ind efter og ud efter, er der ved
Indretning af Havnepladser og Kajer, private
og offentlige Bygninger, Inddragelse af øde
Tomter til mangfoldig Brug skabt udstrakte
Kvarterer. Paa Nørrebro er ligeledes Bebyg
gelsen, mest af privat Karakter, skreden rask
frem. Ikke blot nærmere inde, hvor det ny
lægger sig for Dagen i forhen ubekendte
botaniske Navne som Birkegade, Egegade,
Ælmegade; men ogsaa længere ude er den
over Haver og Marker fældede Dødsdom
ved at blive eksekveret. Og ud ad Strandvej
en vandrer Hovedstaden med sine tunge
Stentrin sikkert og ustandseligt ligesom
Stengæsten i »Don Juan«.«
Om Amager skriver Markman, at »det stær
ke industrielle Liv fortsættes langt ud over
Amagerbro til Sundbyerne og Kastrup«,
hvor det er »Ovne, Fabriker og Dampmaski
ner, der regerer, direkte og indirekte«, og
hvor livet derfor er præget af »Fabriksarbej
deres tarvelige Vilkaar.« Sundbyerne er
»arbejderforstæder »ligesom Utterslev Mark
i Nørrebros Forlængelse,« og der hvor land
væsenet i de åbne mellemrum stikker sin
tunge frem, kan det »ikke lide den Smag,
som det faar i Munden.« Det er tydeligt, at
også Markmans smagsløg har det dårligt
med de nye forstæder, og den dominerende
synsvinkel er den distancerende ironikers.
I samme værk skriver Johannes Jørgensen
i sin artikel om København, at byen kan
anskues som et kunstværk: »Som et Værk i
mange Kapitler, skrevet af skiftende Forfat
tere, er denne By.« Jørgensen bladrede sig
gennem København kapitel for kapitel, side
for side og sætning for sætning, og han valg
te at betragte byen i lyset af litterære mønstre
som idyllen, tragedien og den realistiske
roman. Blandt de vigtigste kapitler nævner
han det landligt idylliske Frederiksberg, det
elegisk storladne Rosenvænget, Bredgade
kvarteret med den fornemme rokokostil, der
sættes i modsætning til den »moderne, ame
rikanske Aand i Boulevardkvarterets lige,
kolde Gader« , realismens Vesterbro der er
»Arbejdets og Glædens Forstad«, Nørrebro
der er en »Arbejderby« uden glæder, og sidst
men ikke mindst Voldkvarteret, der identifi
ceres som »det ny København; Danmarks
Storstad«, simpelthen. Men forstæderne?
København var under forvandling, og
spørgsmålet var, hvordan denne forvandling
87