95 / 196
Martin Zerlang
ger Blank« fra 1907, som senere i samlingen
Dybhavsfisk
(1918) omdøbtes til »Murene«,
men her fastholdes den kritiske erkendelse til
sidste punktum. Som hos Kidde er lokalite
terne generaliserede: »Storstaden«, »Landet«
og så den udefinerlige forstad midt imellem:
»Men Blank holdt ikke af at sælge sig til
nogen eller noget. Han elskede Friheden, og
derfor slog han sig ned i Byens Udkant, i et
af disse Huse med to Etager og Taglejlighed,
der gør Overgangen fra Markerne til Storsta
den lempeligere«.
Byen identificeres med ufrihed, landet med
frihed, men da man lige udenfor hans vin
due ud til friheden begynder at bygge en
mur, forstår han ikke i første omgang, at
muren vil lukke ham inde:
»En Høst begyndte de at grave Grunden ud
lige uden for hans Vinduer. Blank kigged
nysgærrigt paa dem fra sit Bo; han havde
valgt som en Fugl, og der var noget fugleag-
tigt i den Maade, han strakte Hals og kigged
ud paa Arbejdet. Nogen Uro følte han ikke;
dette var noget, der foregik i Landskabet, nye
Sider det vendte udad -altsammen til Glæde
for ham«.
Efter nogen tid afspærrer muren hans
udsyn, men ved hjælp af et gadespejl lykkes
det ham at bevare en rest af et forhold til den
fri natur:
»Blank indretted sig helt hyggeligt med sin
Stump af Guds fri Natur i Spejlet. Han
behøvede blot at lette Ansigtet fra Arbejdet
for at faa Del i det alt: Sol og Regnvejr ogAgre;
og da nogle Aar var gaaet, glæmte han helt, at
der nogensinde havde været andet end den
graa skjoldede Brandmur foran ham.«
Vendepunktet sker, da der bygges »en høj
Herskabsmur« lige uden for hans udkig.
Den hørkræmmer, der havde bygget kvarte
ret, var blevet en hovedrig grosserer, og til
sidst må også skomager Blanks »Overdrevs
bygning« vige for »en moderne Ejendom« i
flere etager, og Blank, der af de spærrende
mure har lært »at se tværs igennem det
hele«, indser, at det ikke er murene som
sådan, der spærrer for friheden, men grosse
reren der i sin grådighed ikke længere kun
ne nøjes med at spærre folk inde, men også
må rydde dem af vejen for at skaffe plads til
sig selv. Og skomager Blank beslutter der
for, at han med sit strygestål vil stikke hul
på den oppustede grosserer, »saa Vejret kan
slippe ud«.
DEN FORSINKEDE FORSTADSLITTERATUR
1 1923 skrev Poul Henningsen en artikel om
»Den internationale Kamp mod Storbyen«,
hvor han henviste til de engelske »haveby
er« som en løsning på storbyens unatur, og
funktionalisternes lyse forstæder blev i de
følgende år portrætteret af bl.a. Peter Han
sen i
Ved Byens yderste Grænse
fra 1937 og
Hans Scherfigs
Idealister
fra 1945, men endnu
i 1940erne og 50erne finder man en fornæg
telse af forstaden i mytens højtidelige form. I
1948 skrev Ole Sarvig i første nummer af
tidsskriftet
Heretica
digtet »Gud i Forstaden«,
hvor han proklamerer, at »Jeg tror, han har
sin dybe mening med at lægge denne stad
øde,« og med samme tonefald udfoldede
Martin A. Hansen i 1941 i romanen
Jonatans
Rejse
et dommedagssyn på storbyen som en
løbsk naturødelæggelse:
»Du vokser dig større og større, du breder
dig over Sletterne, og du forstaar ikke selv,
92