94 / 196
Forstaden og dens forfattere
De gamle huse dannede ramme om hjem,
men de nye huse synes kun at tilbyde frem
medgørelse:
»Det hævede sig Etage over Etage med lutter
gabende tomme Vinduessvælg; en tilsølet
Plankebro gik op til Dørhulen. (...) Mørket
stirrede ud fra den tomme Bygning, og en
kalkfugtig Kulde aandede ham i Møde. Som
han stod der i Snesjappet og saa derind, følte
han sit Hjærte snøres sammen, det var, som
kunde han græde over dette øde Hus, disse
tomme Rum, disse gabende Huler, disse
armodstynde Mure.«
Sindbilledet glider herefter over i et sam
fundsbillede, idet »Sneens ensformige Dryp
pen fra Taget« for ham lyder »som det evigt
gentagne Ord: Penge! Penge!« og han kon
staterer, at forstadens bygninger er rejst »i
skødesløs Hast« og alene »beregnet paa at
tjene Penge ved at presse saa mange Menne
sker som muligt sammen bag disse kolde
Mure«. Dette stærkt kritiske samfundsbille
de viger imidlertid til sidst for et stemnings
billede, da han inde i en af »hulerne« ser
skyggen af arm, der er i færd med at sy, sam
tidig med at han hører en barnelatter give
ekko »i den tomme Bygning«, og Sindbille
det afsluttes med denne opbyggelige sæt
ning: »Nu turde han ligesom tro paa et Hjem,
ogsaa, bag disse nye, golde Mure«.
ET SAMFUNDSKRITISK PERSPEKTIV
Sindbillede og samfundsbillede brydes også
i Martin Andersen Nexøs fortælling »Skoma
Fig. 4. Ydre Nørrebro ved Ladegårdsåen og Nordbanen. Tv. Skt. Stefans kirke. Tegning afP oid Fischer ca. 1890.
91