64 / 237
62
Thøger Bang
sætteisen for tiden 1660-1757 (København 1942; forkortet
»V.L. bd. 2« ). En behandling af kortene findes i dele af den
af Stadsingeniørens Direktorat 1947 udgivne »København
fra Bispetid til Borgertid« (forkortet »B .B .« ); det er føle
ligt, at de pågældende kapitler er udarbejdet under uhel
dige forhold, nem lig på grundlag af fotografiske gengivel
ser af originaldokumenterne, som var m idlertidigt u til
gængelige. Vigtigt for forståelsen af befæstningen er kend
skabet til de gamle terrænforhold, og disse er behandlet af
H. U. Ramsing, især i »Københavns Historie og Topografi
i Middelalderen«, København 1940 (forkortet »KHT«).
Når der enkelte steder senere dvæles ved indvendinger mod
de her nævnte forfattere, er det, fordi deres værker fore
kommer så vægtige, at selv korrektion af detailler kræver
en begrundelse. Mange oplysninger findes også spredt i
afhandlinger i »Historiske Meddelelser om København«
(forkortet »HMK«) og i Københavns Diplomatarium.
Det vil være praktisk for det følgende at give nogle få
fæstningstekniske betegnelser og bemærkninger; det skal
udtrykkelig betones, at de udelukkende refererer til for
svarsanlæggene ved København 1657-60 (Bryghusbastio
nen undtaget). Øverste figur viser to bastioner;A = basti
onsspids (sa illa n t); B:= skulderpunkt; C= kurtinepunkt;
vinklerne ved C = 9 0 ° ; AB = face; BC= flanke; CC^—kur-
tine; C
j
D
j
^= den til flanken B j ^ hørende sekondflanke;
AAA — ydre polygon; EEE = indre polygon. Formålet
med bastionssystemet er at opnå nærforsvar foran volden,
idet man fra en bastions flanke kan skyde på langs foran
kurtinen og foran nabobastionens face (se pilene på fig .).
I den ældre tid befæstede man »udad«, idet man begyndte
med den indre polygon og konstruerede bastionerne foran
denne, idet hver bastion opfattedes som en helhed. Efter
hånden blev man klar over, at for det omtalte nærforsvar
er det stykket AAX, »den bastionære front«, der er en selv
stændig enhed, og man begyndte derfor med den ydre po