Previous Page  64 / 237 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 64 / 237 Next Page
Page Background

62

Thøger Bang

sætteisen for tiden 1660-1757 (København 1942; forkortet

»V.L. bd. 2« ). En behandling af kortene findes i dele af den

af Stadsingeniørens Direktorat 1947 udgivne »København

fra Bispetid til Borgertid« (forkortet »B .B .« ); det er føle­

ligt, at de pågældende kapitler er udarbejdet under uhel­

dige forhold, nem lig på grundlag af fotografiske gengivel­

ser af originaldokumenterne, som var m idlertidigt u til­

gængelige. Vigtigt for forståelsen af befæstningen er kend­

skabet til de gamle terrænforhold, og disse er behandlet af

H. U. Ramsing, især i »Københavns Historie og Topografi

i Middelalderen«, København 1940 (forkortet »KHT«).

Når der enkelte steder senere dvæles ved indvendinger mod

de her nævnte forfattere, er det, fordi deres værker fore­

kommer så vægtige, at selv korrektion af detailler kræver

en begrundelse. Mange oplysninger findes også spredt i

afhandlinger i »Historiske Meddelelser om København«

(forkortet »HMK«) og i Københavns Diplomatarium.

Det vil være praktisk for det følgende at give nogle få

fæstningstekniske betegnelser og bemærkninger; det skal

udtrykkelig betones, at de udelukkende refererer til for­

svarsanlæggene ved København 1657-60 (Bryghusbastio­

nen undtaget). Øverste figur viser to bastioner;A = basti­

onsspids (sa illa n t); B:= skulderpunkt; C= kurtinepunkt;

vinklerne ved C = 9 0 ° ; AB = face; BC= flanke; CC^—kur-

tine; C

j

D

j

^= den til flanken B j ^ hørende sekondflanke;

AAA — ydre polygon; EEE = indre polygon. Formålet

med bastionssystemet er at opnå nærforsvar foran volden,

idet man fra en bastions flanke kan skyde på langs foran

kurtinen og foran nabobastionens face (se pilene på fig .).

I den ældre tid befæstede man »udad«, idet man begyndte

med den indre polygon og konstruerede bastionerne foran

denne, idet hver bastion opfattedes som en helhed. Efter­

hånden blev man klar over, at for det omtalte nærforsvar

er det stykket AAX, »den bastionære front«, der er en selv­

stændig enhed, og man begyndte derfor med den ydre po