77 / 237
Københavns befæstning under Svenskekrigen
7 5
satte ind mod denne front, men forsvaret førtes meget
aktivt fra dansk side, og da svenskerne sent på efteråret
måtte trække sig tilbage, var resultatet for fæstningen
blevet det ved sådanne lejligheder usædvanlige, at fronten
var blevet stærkere, idet den havde fået en - ganske vist
kun feltmæssigt udbygget - linie af forværker. I den reste
rende tid af krigen behøvede man kun at foretage repara
tionsarbejder på denne front.
Ved betegnelsen Vestervold vil det i denne forbindel
se være praktisk at forstå stykket fra hjørnebastionen
G ved stranden (ved nuv. Hovedbrandstation) og til
Nørreport.
Befæstningen fulgte på denne strækning den middel
alderlige forsvarslinie. Det var en standardopgave for ti
dens ingeniører at hægte bastioner på gamle bymure, og
ved en eventuel videre udbygning at gøre murene til kur-
tinevolde. Københavns mure var imidlertid lidet anselige
efter kontinental målestok. Der var i tidens løb bygget
tårne og mellemliggende mure, men de var for mange
strækningers vedkommende bygget oven på ældre volde,
og højderne har ikke været så store og murene spinkle.
Tårnene kender man noget til fra jordfund; af de mellem
liggende mure har man kun fundet meget små rester.
Mellem Vesterport og Nørreport fulgte magistrallinierne
af Christian IV’s volde nøje de gamle murlinier, dog såle
des, at der på hjørner og med passende mellemrum blev
anbragt bastioner, som sprang frem fra linien. Mellem
Nørreport og Østerport havde den gamle befæstning et
krumt forløb, som nogle steder nødvendiggjorde mindre
afvigelser, men det skal ikke omtales nærmere her. Mu
rene blev imidlertid radikalt ryddet bort; vi hører en
række gange i bygningsperioden om nedbrydning af dem,
men de murstenstal, som omtales, er lidet imponerende.
Tårnene mistede deres hidtidige betydning. Foden af
Jarmers Tårn blev skjult i en ny bastion (hvis navn blev