V E N N E R O a V E L Y N D E R E
med et stort Lærred paa Ryggen, og da jeg ogsaa
var taget ud for at male, foreslog han, at vi skulde
male hver sit Motiv, men saa nær, at vi kunde
tale sammen; men medens jeg, famlende og usik
ker, ikke fik noget videre ud af mit, havde han,
paa samme Tid, faaet et karakteristisk Efteraars-
billede, en af Stormen fældet Bøgestamme udover
et Vandhul, et Motiv, han oftere fandt og har malet
med stor Virtuositet og som indbragte ham Wie-
ner-Udstillingens Guldmedalje.
Niss var med sin friske, freidige Natur, glad
ved at se, hvad andre kunde præstere, og han har
ofte, ved at se mine Skitsebøger, talt rosende og
anerkendende Ord, ligesom naar han f. Ex. kun
de sige: »skal vi bytte Studie«, og derved, uden al
Selvvurdering, høinede en andens Arbeide.
Han har ikke reist meget i Udlandet, det følte
han ingen Trang til; men engang, har han selv
fortalt, reiste han igennem Tyskland, jeg tror
paa Vei til Paris. I Kupeen (3. Klasse) var der
flere Smaafolks-Passagerer og Niss kom da snart
i Passiar med et Par, Mand og Kone; det var me
get gemytligt,' og tilsidst spørger Niss Tyskeren
om hans Haandtering, Tyskeren svarer: »Künst
ler!« »Ah,« siger Niss, »ich bin auch Künstler.«
»Achso,« siger Tyskeren, »und Ihre Specialität?«
»Landschaftsmaler, und Ihre Specialität?« Tyske
ren: »Krafftkünzler, Trapez.«
Ja, Niss var en ægte Kunstner-Natur, sørgede
ei for den Dag imorgen, og derfor blev han aldrig
nogen velhavende Mand, trods det, at han kunde
137