135 / 165
V E N N E R O G V E L Y N D E R E
besvarede jeg og vi talte da ikke mere om det;
men Dagen efter stod Bloch udenfor min Gadedør
med de to og Undskyldning for, at han selv kun
havde de andre to i enkelte Exemplarer, se — det
er at være Gentleman — og jeg forstod saa godt,
hvad Professorinde, Fru Anna Bloch sagde til mig
i nogle Ord, vi vexlede i Direktørens Leilighed ef
ter hans Død: »Ja, det er herlige Mennesker, de
fire Brødre.« Hvem der kunde faa det Eftermæle!
Professor, Billedhugger Theobald Stein, beun
drede jeg allerede som ungt Menneske, naar jeg
paa de aarlige Udstillinger paa Charlottenborg saa
hans Arbeider, Holberg, Tordenskiold og Niels
Juel-Statuetterne, som jeg fandt betydelig friskere
i Fremstillingen end hans senere Omarbeidelser til
Statuerne; men alligevel, de staa anderledes pla
stiske end hvad der i den nyere Tid ydes; hans
»Kong Skiold«, en fin og yndefuld Komposition,
lige rig i Opfattelse og Udførelse: en deilig so
vende Dreng, med Oldtidssmykke i Haaret, hvi
lende med Hoved og den ene Arm paa et Korn
neg, og det Hele flydende paa Havet, saadan som
Sagaen beretter. Ikke saa underligt, at Kong Fre
derik VII, som havde stærke Oldtidssympatier,
var saa tiltalt af dette Kunstværk, at han købte det
i Marmor ved dets Fremkomst.
Prof. Stein forærede mig sin kønne lille Skitse
»Michelangelo og Torsoen i Vaticanet«; jeg kan
godt forstaa, at dette Emne maatte tiltale en pla
stisk Kunstner; Michelangelo, i hvis Kunst der var
noget af en Gigant, har, berøvet Synet i sine sidste
134