139 / 165
V E N N E R O G V E L Y N D E R E
sælge alt, hvad han malede; han sagde engang, da
han viste mig nogle friske Marklandskaber i Som
merstemning og jeg spurgte, om det nu ikke gjor
de ham ondt at skilles fra dem: jo Du, det er noget
kedeligt noget med dette Sælgeri, det var morsom
mere at forære det bort eller selv beholde det«;
ja, saadan var Niss og saadan tænkte han.
Ved at tænke tilbage paa disse 4, saa høist for
skellige Mænd, hvoraf en sagde om mine Arbeider,
at det var »god ærlig Kunst«, en anden: »ja, det
er meget nydeligt, men ikke Kunst«, en tredie, at
det var »Dilettantisme«, og en fjerde, at jeg var
»Autodidakt«, blev dog det endelige Resultat, at
de var enige i, at mine Forsøg og min Stræben
efter at blive Kunstner ikke heelt har været for
gæves.
Dog maa jeg, med Tak til Gud, fordi han saa
naadigt har ledet mig, erklære, at jeg anseer det
for en Lykke, at jeg ikke skulde ernære mig som
Kunstner; det er jo en Kendsgerning, at kun de
faa, som naaer til et anerkendt Navn, kan leve af
deres Kunst og da min kære, utrættelige Velynder,
Ludvig Moltke, ogsaa her greb ind og skaffede
mig, ved sin Indflydelse, en fast Stilling i »Biku
ben«, hvor jeg fra 1867 og indtil denne Dag har
havt en tryg og for alt, hvad der kaldes Nærings
sorger betrygget Tilværelse, maa jeg ogsaa med
Tak til mine Overordnede og mine Kollegaer for
lykkelig tilbragte Aar sige, at Kunsten har været
mig et kært Fritidsarbeide, men heldigvis ikke mit
Livserhverv.
138