134 / 165
V E N N E R O a V E L Y N D E R E
muntrende Ord til mig, naar jeg besøgte ham,
mindes jeg som den taknemlige Mand, han var, for
hver en lille Vennetjeneste der ydedes ham. Han
var altid begeistret for Kunsten, og de Unge fandt
hos ham baade god og sund Kritik og velmenende
Indrømmelse af, hvad der var godt og værd at
rose.
Direktør for Statens Musæum, Emil Bloch,
kom til at kende mig, ved at træffe mig sammen
med Inspektør ved Kobberstiksamlingen, Thiele,
som i nogle Aar kom til mig Søndag Formiddag for
at vi kunde drøfte fælles Interesser. Direktør Bloch
var en stille Mand, som befandt sig allerbedst,
naar han i sit ensomme, men hyggelige Hjem sys
lede med sine kære Bøger og de øvrige Kunstskatte,
han eiede; det var mig derfor en stor Glæde, da
jeg mærkede, at han havde Interesse for mig og
bad mig hjem til sig, ja, hvor var det velgørende
at være sammen med ham, naar han viste sine
sjældne Bogskatte frem, snart en Dedikation,
snart en sjælden Udgave eller et kostbart Bind, det
var med en rørende Nænsomhed, han tog den i
Haanden. Og, han var ikke nærig, nei, han gav
gerne. En Dag forærede han mig en Holberg-Ko-
medie i Originaludgaven, en anden Gang: Dickens
illustr. Originaludgave »the Chimes«, med Dickens’
egenhændige Dedikation til H. C. Andersen.
En Dag kom vi til at tale om Broderen, Carl
Bloch, og jeg kom da til at nævne, at jeg havde
Raderingerne, paa fire nær, som NB var de kost
bareste; Bloch spurgte mig, hvilke de fire var, det
133