102
Koleraen i København 1853.
slæbte blege, udtærede Skikkelser, som de anbragte i.d e lange
Rækker af Senge, der flankerede Værelserne. Nede paa Gaden
holdt cn Række Drosker, andre kom rullende i skarpt Trav,
og uafladelig hørtes der Raab og Skrig, snart fra Gaden, snart
fra de Patienter, som vaandede sig i de sm erteligste K rampe
trækninger. Midt i al denne Tumm el hørtes af og til en raa
Stemme, som raabte: »Jeg gir Koleraen Døden og Djævelen!
Naar bare I gør som jeg, kan I faa den til at rejse ad Helvede
til. For, ser I, jeg drikker Brændevin, bare Brændevin —, det
gaar den imm er a f Vejen for.« Det var en fuld Sjover, som
under d isse Udraab svinglede rundt m ellem Træerne; men
p ludselig udstødte han et Skrig, slog krampagtig ud med begge
Armene og styrtede hovedku ld s ned ad Voldbakken m od de
store Møllesten, der stod op stilled e ved Voldens Fod. Over
d isse tørnede han ud paa Gaden, blev sam let op, og kort
efter saa vi ham b live baaret ind i en af Stuerne i livløs T il
sta n d 1).«
Af de 343 kolerasyge, der indlagdes paa Lasarettet i
F r e l s e r e n s A r b e jd s h u s , døde 212. En stor Del af
de mandlige Patienter her fik som Følge af deres tid
ligere Levevis Delirium tremens, som et alvorligere
Koleraanfald fuldt udviklede og som saa i Reglen blev
dødelig. Til Hjælp paa Lasarettet antoges kun unge og
raske Personer — Ungdommens lettere og mindre re
flekterende Sind, mente Overlægen Distriktslæge Whitte,
var et Værn netop overfor Kolera. De forplejedes godt
baade Nat og Dag, fik tilstrækkelig Søvn og kom i
Seng ved den mindste Upasselighed. I de 11 Uger,
Lasarettet brugtes, døde kun 1 af det mandlige Per
sonale, slet ingen af Vaage- eller Gangkonerne.
Med Direktionen for S ø e t a t e n s H o s p i ta l var der
allerede i 1848 truffet den Overenskomst, at Hospitalet,
hvis der udbrød en Epidemi, skulde benyttes til Kolera-
lasaret, ogsaa for syge fra Byen. Denne Aftale traadte nu
i Kraft; 2. Juli flyttedes alle syge, der ikke var Kolera
patienter, fra Hospitalet over til Søkvæsthusel. Paa Sø-
b V. Bergsøe: Krigen og Koleraen. S. 180 ff.