114 / 219
A. N. H V I D T
svindingståme, der kunne skydes op og ned i en betonbrønd;
kanonen afgav sit skud, løbet blev trukket ind i tårnet og dette
sænket ned i brønden, medens der klargjordes til ny ildafgivelse.
Således var tårnet ikke udsat for direkte fjendtlig ild udenfor de
øjeblikke, hvor ildafgivelse fandt sted.
Hvert fort havde sin særlige opgave i det terrain, det var place
ret i, men da man måtte regne med, at fjendtlige kræfter ville
prøve at sætte det ud af funktion ved at erobre det, hvis det ikke
kunne bringes til tavshed gennem beskydning, var alle forter ind
rettet til at kunne præstere et stærkt nærforsvar. Dette var baseret
på de dybe grave, der omgav alle forter, og som ikke alene var svære
at komme ned i og især op af igen, men som også kunne holdes
under kraftig ild fra hurtigskydende artilleri og maskingeværer i
de særlige flankeringshuler (kaponiérer), der var indbygget dels i
fortkernen, dels i gravenes yderside (kontreskarpen), normalt i den
mod fjenden vendende gravvinkel, thi alle forterne, fraset Garder
høj Fort, havde et grundrids som en ligebenet trekant med sin top
vinkel vendende mod fjenden. Garderhøj Forts grundrids var rekt
angulært. Flere forter havde yderligere et jerngitter rundt om selve
fortkernen, og da pigtråden efter den russisk-japanske krig i 1904-
05 havde vist sin utrolige defensive styrke, indgik der i forternes
passive hindringer overalt pigtrådshegn, både nede i gravene og
rundt om hele fortarealet.
Oprindelig var der intet lysmateriel i værkerne, men kort efter
deres fuldførelse blev spørgsmålet taget op, som tilfældet også var
for vestfrontens vedkommende, og fra de ældre søforter overførtes
der et antal projektører til belysning af forterrainet, ligesom der
installeredes gravprojektører i kaponiérerne. Strømmen hertil leve
rede dampmaskiner eller benzinmotorer, der installeredes i fort
kernen i forbindelse med dynamoer og akkumulatorer, som også
tjente til belysning i selve fortets indre. Forternes hovedbestykning
112