120 / 219
A. N. H V I D T
I batterilinien anlagdes en betydelig mængde midlertidige vær
ker af jord og tømmer sammen med lange rækker af skyttegrave
og pigtrådshegn som overalt på fæstningens øvrige fronter, da i.
verdenskrig udbrød. I modsætning til fortrækken, hvis værker ikke
har været så lette at fjerne eller tildække, er der kun få spor til
bage af batteriliniens værker, der enten er bortgravet eller skjult
under eller bag bebyggelse af enhver art. Det er ikke utænkeligt,
at efterverdenen med mørke miner vil betragte dette udryddelses
værk mod historiske minder. Når man betænker, hvilken harme
vandalismen mod Kastellet i København har udløst i enhver pietets
fuld byhistoriker, kan man forudse en tilsvarende reaktion, når de
sidste borgere, der var følelsesmæssigt engageret i landbefæstnin
gens tilblivelse, henholdsvis nedlæggelse, er døde, og dens jordiske
rester skal gøres til genstand for forskning af historikere, hvis inter
esser er degageret af enhver sentimentalitet.
Mens nordfronten på rimelig måde havde den dybde, som vest
fronten led under mangelen af, var dens svaghed dels det omtalte
hul i Dyrehaven, dels, at de enkelte værker i årene efter opførel
sen i betænkelig grad var blevet omgivet af bebyggelse, der vanske
liggjorde observation af egen ild og muliggjorde skjult fremrykning
af en angriber og dermed følgende risiko for overrumpling. Nu
lukkedes nordfronthullet ved i. verdenskrigs udbrud af en stærk
feltbefæstning, en forsvarsforanstaltning, som krigserfaringen viste
besad uanet styrke, men med hensyn til bebyggelsen om forterne,
der skyldtes manglende økonomiske midler til ved deres anlæg at
lægge servitutter på terrainet omkring værkerne, måtte der for
beredes kostbare bortsprængninger og rydninger. Derudover var
nordfrontens værker velkonstruerede og velplacerede og havde den
fordel at ligge på en ø, hvortil der ikke sådan i en håndevending
kunne føres fjendtligt belejringsartilleri af sværeste kaliber.
1 1 8