110 / 219
A. N. H V I D T
sin by mod invasion, men også mod bombardement, der kunne
demoralisere civilbefolkningen, som igen kunne lægge pres på byens
militære kommandant og tvinge denne til at overgive fæstningen,
netop sådan som København havde oplevet det i 1807.
Ingen var dengang klar over, hvad en storby med en befolkning
af høj moral og sammenbidt vilje til at holde ud kunne stå igen
nem uden at lade nogen defaitisme komme til udtryk. Det kom
egendig først for dagen under 2. verdenskrig. De føromtalte frem
skudte forter kunne der ikke skaffes penge til, hverken da volden
anlagdes, eller da man omkring 1906-08 under indtrykket af det
sig nærmende stormagtsopgør ( 1 91 4) på ny prøvede at få afhjulpet
denne vestfrontens alvorligste mangel.
I 1914, da volden gjordes så krigsklar, som det var muligt i en
situation, hvor ingen mobilisering var befalet, udførtes en del af
armeringsarbejdeme, en væsentlig del endda, således at der i krigs
tilfælde kun havde været en hurtigt udført mængde tilbage. Men
de manglende permanente forter foran, der havde givet stillingen
den ønskede dybde, havde man under alle forhold måttet undvære.
Ejendommeligt er det for øvrigt at tænke sig, at volden i dag
44 år efter, at den gik ud af byens forsvarsplaner, med den karakter
af kampvognskrig, som et felttog i dag ville få, vil være en ren
lækkerbidsken for den, der skulle forsvare København. Vestvolden
ville målt med vore dages forsvarsmidler danne en altspærrende
kampvognshindring og i sensationel grad simplificere Københavns
forsvar.
Nordfronten
Denne del af landbefæstningen fik en ganske anden udformning
end vestfronten. Den fik ingen enceinte, om end der fra mange
sider havde været ønsket en, men derimod en række forter og bat
terier, der anlagdes i to linier, forternes forrest. Princippet i fort
108