111 / 219
K Ø B E N H A V N S B E F Æ S T N I N G 1 8 8 6 - 1 9 6 2
konstruktionen og anvendelsen var den, at man i hvert enkelt fort
skabte en lukket fæstning, hvis artilleri, der overalt opstilledes i
lukkede panserkupler, kunne virke til alle sider. Dermed kunne
man tage en fjendtlig fremrykning under beskydning allerede på
lang afstand og »brække den op«, man kunne fortsætte beskyd
ningen, hvis fjenden søgte ind mellem forterne, hvis mellemrum i
øvrigt skulle armeres med skyttegravslinier forsvaret af infanteri
og feltartilleri, og endelig kunne man i tilfælde af et gennembrud
af fortkæden vedblivende holde angriberen under ild, nu i hans
ryg, idet forterne var indrettet til at kunne modstå angreb, uanset
hvilken vinkel det kom fra.
Til dækning af den altid svagere rygside (struben) havde man
bag forterne en batterilinie. I fæstningssproget skelnes der mellem
fort og batteri på den måde, at fortet kan skyde til og beskydes
fra alle sider, medens batteriet normalt kun kan virke i een hoved
skudretning med nogen virkning til siderne og sjældent bagud.
Skellet er dog ikke helt klart; der er i Københavns befæstning
eksempler på, at man har kaldt meget store batterier (f.eks. Char-
lottenlund og Kastrup) for forter, mens mindre forter (f.eks.
Christiansholm) er kaldt batterier. Men netop batterierne var den
type værker, der kunne bruges til den specielle opgave, at dække
forterne i ryggen - altså gribe ind i det øjeblik, et gennembrud af
fortlinien skulle føre til et angreb på fortet bagfra. Forternes
anden opgave var den føromtalte kamp mod belejringsbatterierne.
Nordfronten kom til at bestå af fem, senere, ikke formelt men
reelt, seks forter, fra vest til øst: Gladsaxe Fort, Bagsværd Fort,
Lyngby Fort, Garderhøj Fort, Fortun Fort og Tårbæk Fort. Bat
terilinien kom til at omfatte Tinghøj, Buddinge, Vangede, Gen
tofte, Bernstorff, Østre Ordrupkrat, Vestre Ordrupkrat og Chri-
stiansholms Batteri. Til disse permanente værker kom så en række
mindre, men også permanente anlæg, samt i meget stort antal
109