109 / 219
K Ø B E N H A V N S B E F Æ S T N I N G 1 8 8 6 - 1 9 6 2
meget smalle og tilspidsede foroven, dels indsvøbt i pigtråd, spær
rede med gitre og i øvrigt holdt under ild med særlig forkærlighed
såvel af voldens som af kaponiérernes besætninger.
Betragter man volden som konstruktion og dertil erindrer, at
der til dens armering hørte ca. 175 kanoner samt en betydelig
mængde lettere skyts og maskingeværer til nærforsvaret (i kapo-
niérerne), må man erkende, at der var skabt en forsvarslinie af et
endog betydeligt format. En linie, der ikke umiddelbart lod sig
rende over ende, især hvis der i forvejen havde været tid at sætte
den i fuld krigsdygtig stand, hvortil hørte en række af de her i
fremstillingen allerede omtalte »armeringsarbejder«. Disse omfat
tede skytsets klargøring, ammunitionens fordeling og diverse grave
arbejder på og foran selve volden i forbindelse med opsætning af
betydelige strækninger af pigtrådshegn. Men ydermere anlægget af
to skyttegravslinier foran hovedvolden, rydning af forskellige byg
ninger og beplantninger og visse landsbyers og gårdes indretning
til forsvarede, fremskudte stillinger.
Vestfrontens svaghed var nemlig dens mangel på »dybde«, som det
hedder i det militære sprog. Fik den trods alle foranstaltninger et
fjendtligt gennembrud, var der ikke nogen forsvarszone, som de
gennembrudte styrker skulle kæmpe sig igennem, og hvorfra et
modstød kunne føres for at neutralisere gennembruddet. Derfor
ville man benytte forterrainet til dybde, der kunne trætte og ud
marve en angriber og dermed svække hans kræfter, inden hoved
stillingen nåedes. Oprindelig skulle der foran volden have været
bygget nogle forter, der kunne bryde et fjendtligt angreb sønder,
inden hovedvolden nåedes. Disse forters anden hovedopgave skulle
være bekæmpelsen af fjendtligt belejringsartilleri, bragt i stilling
til bombardement af byen —en opgave, som også var tildelt nord
frontens fortrække (se senere).
En fæstning måtte efter datidens opfattelse ikke alene beskytte
107