221 / 507
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
207
Planen af
1 7 9 9
fastslog som Fattigvæsenets Opgave: at antage sig alle Trængende,
som ikke havde og ikke selv kunde forskaffe sig nødtørftigt Underhold; at sørge for
saa vidt muligt at de gamle og svage blandt disse fik Almisse; at de arbejdsføre fik
Arbejde, naar de var villige til at bestille noget, og blev sat i »Nødvendighed til at
arbejde«, naar de hellere betlede; at de syge blev helbredt; at de unge oplærtes i
Kundskab, Sædelighed og Arbejdsomhed — alt med det Formaal, »at den offentlige
og private Godgørenheds milde Gaver rettelig kunde anvendes, virkelig Trang af
hjælpes eller forekommes, Betlerie aldeles afskaffes, og svage eller uvante Arbeids-
kræfter styrkes og anvendes til Gavn for den, som har dem, og til Nytte for det Almin
delige« (Fattigplanens § 1).
Kun fattige af det jødiske Trossamfund var undtaget fra Stadens Fattigvæsen,
»saalænge dette Samfunds indvortes Indretninger lægge Hindringer i Veien for For
eningen, og saalænge det selv, som hidtil, drager Omsorg for dem, saajedes at de ikke
betle« (Fattigplanens § 3). Denne Undtagelsesstilling for jødiske fattige blev først op
hævet i 1932.
Fattigplanen betød et Brud med Fortiden, hvis væsentligste Opgave paa Fattig
væsenets Omraade det havde været at søge at bekæmpe det omfattende Betleri, som
fandt Sted i Byen. At Betleriets Bekæmpelse stadig var en vigtig Opgave for Fattig
væsenet, fremgik dog deraf, at det udtrykkeligt bestemtes, at ingen maatte betle, men
at enhver, som ikke kunde forsørge sig eller sine, skulde anmelde sin Trang for Fattig
væsenet og derfra forsørges med Arbejde eller Almisse. »For Betlere skulle anses alle
de, som paa Gader eller andre offentlige Pladser, eller for Døre eller i Huse, ved Ord
eller Gebærder, bede om Almisse, eller modtage samme; saa og alle de, som paa for-
bemeldte Steder synge eller spille, eller paa anden Maade lade sig see eller høre,
for at tilvende sig saadan Gave, eller, som sammesteds fremvise Kræft, Brok eller anden
virkelig eller forstilt Legems-Bræk« (Fattigplanens § 126).
Betleristraffene var strenge. De, der betlede, fordi de unddrog sig frivilligt Arbejde,
og søgte Almisse paa ulovlig Maade, skulde idømmes Tvangsarbejde, første Gang
fra 1 til 3 Maaneder, anden Gang fra 3 til 6 Maaneder, tredie Gang fra 6 til 12 Maa-
neder; betlede de oftere, blev Straffen hver Gang den dobbelte af, hvad den sidst
havde været. De Betlere, som stod i militær Tjeneste, skulde dømmes efter de militære
Love. De, som dømtes for gentaget Betleri, eller som under Betleriet eller Opbringei
sen ved Ord eller Gerning fornærmede Opbringeren, dømtes tillige til ensomt Fængsel
i en Fjerdedel a f den Tid, de skulde tilbringe i Tvangshuset. Enhver Gaard- eller
Husejer eller Lejer, som husede Betlere eller ubekendte Personer eller andre, hvis
Næringsvej han ikke kendte, skulde ufortøvet give Anmeldelse til Fattigdistriktets
Forstander og maatte i Undladelsestilfælde bøde fra 4 til 20 Rdl. Al Opløb, Over
last og Fornærmelse i Ord eller Gerning samt anden modvillig Hindring mod den,
som opbragte Betlere, var strengt forbudt og straffedes med Vand og Brød fra 4 til
8 Dage, eller hvis det drejede sig om en indskrevet fattig med Tvangsarbejde fra 1 til
6 Maaneder.
Ligeledes var der Forbud mod uden Fattigdirektionens Samtykke offentlig i Aviserne