223 / 507
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
2 0 9
drivende Borgere, hvem Hvervet overdroges, men til Tider har det været vanskeligt
at faa tilstrækkelig mange kvalificerede til at paatage sig det. Det var heller ikke lidt,
der krævedes af Forstanderne, i Betragtning af at de ikke fik noget for Arbejdet. I den
i 1840 gældende Instruktion for Forstanderne udtaltes det saaledes, at de skulde under
søge og give Betænkning om de Personers Trang, som søgte Understøttelse ved Fattig
væsenet, samt antage sig dem, naar de indskrives; at de skulde have »et almindeligt
Tilsyn med hvad, som i ethvert Distrikt foregaaer, forsaavidt det kan staae i nogen
Forbindelse med Fattigvæsenet«. Endelig skulde de naturligvis udføre de rent admini
strative Forretninger, som fulgte med Hvervet.
Den fattige skulde henvende sig til Forstanderen i sit Distrikt. Denne skulde saa gøre
sig bekendt med den fattiges Navn, Bopæl og hele Tilstand og foretage en nærmere
Undersøgelse af Forholdene. Navnlig skulde Forstanderen skaffe sig Underretning om,
hvad den fattige selv kunde fortjene eller, hvis han blev sat i Arbejde, kunde antages
at ville tjene. Fattigvæsenets Distriktslæge skulde undersøge den fattiges Helbreds
tilstand og Arbejdsevne, medens et af Arbejdshusene (se herom Side 213) skulde ud
tale sig om, hvorvidt han kunde udføre eller oplæres til at udføre noget af de Arbejder,
som Fattigvæsenet kunde anvise. Derefter skulde Forstanderen afgive et Forslag om
den eventuelle Understøttelses Art og Størrelse til Fattigdirektionen. Hvis Nøds
tilfældet var paatrængende, kunde Fattigforstanderen efter Forhandling med ved
kommende Medlem af Direktionen yde en foreløbig og begrænset Hjælp.
Fra den Dag, da varig Understøttelse var bevilget, betragtedes den understøttede
som »indskrevet fattig« og var fra da af underkastet Fattigvæsenets Myndighed og
Tilsyn. I store Træk gik dette ud paa, at Fattigdirektionens Medlemmer i Forening med
Distriktsforstanderne omhyggeligt skulde tilse, at enhver arbejdede saa meget, som hans
Kræfter og Duelighed tillod; at ingen oppebar Almisse udover det nødvendige; at
Almissen anvendtes efter sin Bestemmelse; at enhver understøttet førte et ordentligt
og sædeligt Liv og vedligeholdt Orden og Renlighed i sin Bolig; at Sygeplejen for de
syge og Skoleundervisningen for de unge blev behørigt benyttet, og i det hele at de
fattige viste sig værdige til Understøttelsen; at ingen flyttede ud af sit Distrikt uden
i Forvejen at have meldt det til Distriktsforstanderen og havde faaet dennes Tilladelse
og i det hele holdt sig de Raad, Advarsler og Anvisninger efterrettelige, som Distrikts
forstanderen gav. Hvis den fattige overtraadte disse Regler, var det en Disciplinær
forseelse, som vederlagdes med de foreskrevne Straffe, navnlig Tvangsarbejde.
Arbejde
var altsaa den Form for Forsørgelse, som først og fremmest kom i Betragtning.
Det Arbejde, som blev givet af Fattigvæsenet eller efter dets Anvisning, skulde enten
være de almindelige Næringsveje, som allerede var i Gang uden Fattigvæsenets Med
virkning, saasom Mark- og Havearbejde, Vask og Husgerningsarbejde, Arbejde i
og for Kattuntrykkerier og andre Fabrikker m. v. eller saadanne Næringer og Haand-
teringer, som Fattigvæsenet selv satte i Gang, saasom Spindearbejde (Blaar, Hamp,
Uld, Bomuld o.
1
.), Sejlgarnssnoning, Strikning, Syning, Hørhegling og Uldskrupning,
grove uldne og linnede Varers Værkning o.
1
.
14