222 / 507
208
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
eller paa anden Maade at indsamle enten for sig selv eller for andre. Overtrædelse af
Forbudet straffedes med Mulkt, og det indsamlede tilfaldt Fattigkassen.
Men Fattigplanen betød som nævnt et Brud med Fortiden; den beskæftigede sig
ikke alene eller væsentligst med Betleriet og dets Bekæmpelse. Den tilstræbte at orga
nisere en egentlig Fattigpleje. Det, Fattigdirektionen fremhævede som Skelnemærke
mellem tidligere Tiders Forsørgelsesmaade og den Forsørgelsesmaade, man nu skulde
lægge Vægt paa, var dette, at medens man tidligere væsentligst havde indskrænket
Fattigforsørgelsen til Almisseuddeling, maatte Formaalet nu være en egentlig Fattig
forsørgelse, d. v. s. en Forpligtelse for Samfundet til at hindre, at nogen indenfor dette
skulde lide Nød, en Opsøgen af de trængende, hvor disse ikke selv traadte frem, og
at yde Hjælp netop i Forhold til den forhaandenværende Trang og en ordnet Til
vejebringelse af saa mange Midler, som var nødvendige til at yde denne Hjælp.
I Fattigplanens § 31 hed det derfor, at »da nødtørftig Underholdning ved Arbeide,
eller Almisse, Helbredelse i Sygdom, Underviisning i Ungdom, ere de almindelige og
væsentligste Nødvendigheder, hvilke Fattigvæsenet har at drage Omsorg for, saa bliver
det Directionens Pligt, først og fornemmelig at stræbe for, at giøre dem muelige og
erholdelige for enhver, som dertil trænger, og ikke formaaer, eller veed paa lovlig
Maade, selv at forskaffe sig samme«.
Det, der ansaas for nødtørftig Underholdning for en fattig, var iflg. § 32 det, »som
til Føde, Klæder, Huusly og Varme er uundværligt for at vedligeholde Liv og Helsen«.
Naar og saalænge den fattige var i Stand til at erhverve det nødvendige ved Arbejde,
skulde han under Fattigvæsenets Forsorg henvises til eller anbringes ved Arbejde, og
Almisse skulde kun gives, hvis Arbejde ikke kunde skaffes, eller Arbejdsevnen svigtede.
Kur og Pleje i Sygdomstilfælde kunde ydes gennem Fattigvæsenet ikke alene til dem,
der var indskrevne som Almissenydere, men ogsaa til saadanne, som ellers kunde klare
sig, men ikke var i Stand til i Sygdomstilfælde at bekoste saadan Sygepleje, som Fattig
væsenet tilstod de indskrevne fattige.
Den frie Skoleundervisning under Fattigvæsenet stod aaben ikke blot for de Børn,
som selv eller hvis Forældre var indskrevne ved Fattigvæsenet, men ogsaa for dem,
hvis Forældre, skønt de ikke var »indskrevne«, dog manglede Evnen til at bekoste
deres Skolegang og ikke kunde faa dem anbragt til Skolegang andetsteds.
Til Varetagelse af Fattigvæsenets Opgaver var Staden inddelt i 12 Hoveddistrikter.
Hvert af disse Hoveddistrikter var tillige et Sygedistrikt med egen Distriktslæge, ansat
af Fattigvæsenet. Hoveddistrikterne var igen inddelt i Forstanderdistrikter med uløn
nede Fattigforstandere. Antallet af disse var varierende; i 1840 var der 62 Forstandere,
og i 1871 var der 81. Forstanderdistrikternes Størrelse var forskellig under Hensyn til
Antallet af fattige, som boede i Distriktet. I de Kvarterer, hvor Fattigdommen gav sig
Udslag i mange Henvendelser til Fattigvæsenet, kunde et Distrikt omfatte en enkelt
Gade eller bestemte Huse i Gaden, medens Distrikterne andre Steder omfattede større
Arealer. Antallet af Forstanderdistrikter i de forskellige Hoveddistrikter var derfor
ogsaa forskelligt; det varierede fra 3 til 9.
Hvervet som Forstander var et borgerligt Ombud. Det var i Almindelighed nærings