227 / 507
fattige, som var i Almissenummer, viste det sig, at af 1.403 fattige var 769 Ikke-
Københavnere.
Ladegaardsarbejderne var ikke velset i Byen. De var paa Helligdage en Skræk,
naar de »som en Flok Betlere sprede sig rundt i Byen og overhænge Folk i Husene med
deres Tryglen, medens man henad Aftenen paa Veiene ved Ladegaarden ofte kan blive
Vidne til den offentlige Scandale, hvortil de give Anledning. Den berusede eller halv-
berusede Tilstand, hvori en stor Deel vende hjem, maa uundgaaeligt virke skadeligt
paa de enkelte Individer, som paa den hele Anstalt, da den medfører en aandelig og
legemlig Slappelse, der ved at formindske Arbeidskraften foranlediger Tab for Stif
telsen og fjerner det Tidspunkt, da Arbeiderne kunne blive i Stand til at søge Erhverv
andetsteds, hvilket dog er Arbeidsanstaltens Formaal«1). Fra Fattigdirektionens Side
førtes det Forsvar, at »den Ulejlighed, som flyder af Ladegaardsarbejdernes Omvank-
ning, giøres mindre følelig derved, at Politiet bærer Omhu for den offentlige Sikkerhed
med Hensyn til saadanne Personer, som kunde bringe den i Fare, og som om Søn
dagen er ude af Stiftelsen. løvrigt er det vist, at Arbeiderne netop ved den Tilladelse-
de have til at være ude af Stiftelsen om Søndagen, jevnlig finde Leilighed til at op,
spørge selvstændig Fortieneste, hvorefter de demitteres fra Stiftelsen til det Selv
erhverv, de have forskaffet sig paa denne Maade«2).
Arbejdshusene.
Al den Forsørgelse, der blev givet de fattige, uden at den kunde komme
ind under Begrebet Arbejdsfortjeneste, var Almisseforsørgelse.
Forsørgelse ved Almisse kunde ske paa 2 Maader, nemlig ved at indtage Almisse
lemmerne i offentlige Fattighuse og der forsyne dem med det nødtørftige, eller ved at
understøtte dem uden for saadanne Stiftelser i private Boliger.
De offentlige Forsørgelsesanstalter var derfor bortset fra Sygdomstilfælde i det
væsentlige forbeholdt de ældste, svageste og mindst arbejdsføre. Til dem kunde der
saaledes ikke i Almindelighed ydes Pengealmisse, men de skulde i Stedet for have
nødvendig Føde, Klæder og desl. Selv om Ophold i Forsørgelseshuse ikke var for
bundet med nogen almindelig Arbejdstvang, maatte der dog tages Hensyn til en gam
mel Bestemmelse i Danske Lov (2-19-8), som gik ud paa, at »Alle Hospitals Lemmer,
som noget med Hænderne kunne arbeide, eller forrette noget de andre til gode, skulle
tilholdis det godvilligen og gierne at giøre«, og om hvad der i Henhold hertil kunde
spares eller indvindes ved Arbejde i Fattighusene, udtalte Planen, at det skulde komme
Stifteiserne tilgode efter Afdrag af saa meget, som Bestyrelsen fandt det tjenligt at
uddele til Almisselemmerne for at opmuntre til Flid.
Princippet for Arbejdshusene var, at der i disse skulde tilsikres de fattige de simpleste
Fornødenheder, saasom Husly og en nødtørftig Forplejning, som de ikke selv kunde
forskaffe sig, hvorimod det overlodes Lemmerne selv at afhjælpe deres øvrige For
nødenheder ved den Arbejdskraft, de var i Besiddelse af, eller ved Understøttelse af
Slægt, Venner eller Bekendte. Typisk i denne Henseende er en Udtalelse fra Fattig
direktionen om, at det viste sig, at saa godt som alle Mandfolkelemmerne var uden
Lagner til deres Senge. Man mente derfor i 1840, at det var rigtigst, at Fattigvæsenet
overtog at forsyne Mandfolkelemmerne med Lagner og disses Vask.
9
Beretning om det kjøbenhavnske Fattigvæsens Stiftelser, 1840, S. 30.
2) Fattigdirektionens Y ttrin ger til Stiftelsesberetningen, 1840, S. 39.