224 / 507
2 10
D E N O F F E N T L I G E F O R S O R G
Den fattige skulde saavidt muligt have Adgang til selv at vælge et egnet Arbejde,
hvorved han kunde erhverve sit fulde Udkomme. Det stod derfor enhver, som vilde
have Arbejdere, frit for at blive enig med hvilken fattig, han vilde, mod at den fattige,
naar han var »indskrevet«, anmeldte til Forstanderen i sit Distrikt, paa hvilke Vilkaar
Arbejdet var overtaget. Fattigvæsenet virkede ligefrem som Arbejdsanvisningskontor,
idet enhver, som søgte Arbejdere, kunde anmelde for Fattigvæsenet, hvor mange Ar
bejdere han behøvede, hvilket Arbejde det drejede sig om, og hvilke Vilkaar han bød.
Fattigvæsenet skulde da henvise egnede Arbejdere til ham, hvis saadanne fandtes;
saalænge den fattige saaledes havde Arbejde, maatte Fattigvæsenet ikke tildele ham
noget af dettes Arbejde, hvis det kunde hindre det »private« Arbejde, men hvis det
var nødvendigt, kunde Fattigvæsenet yde en supplerende Understøttelse.
Det ses ogsaa, at Fattigvæsenet jævnligt af sine Beholdninger har udlaant Symaskiner,
Rokke o.
1
. for derved at sætte Kvinder i Stand til at skaffe sig Arbejde.
Fattigvæsenet skulde selv skaffe Raamateriale til det Arbejde, ved hvilket det be
skæftigede de fattige, og lade det forarbejde for egen Regning, eller der kunde træffes
Overenskomst med Fabrikanter eller andre, som da overtog det forarbejdede for en
aftalt Betaling. Den Betaling, den fattige fik for sit Arbejde, rettede sig i førstnævnte
Tilfælde efter, hvad Varen kunde bære, og i sidstnævnte Tilfælde efter Overenskom
sten med Fabrikanten. Hvis det for at opmuntre den fattige eller for at hjælpe ham,
hvis han var svagelig, skønnedes hensigtsmæssigt at yde en højere Arbejdsløn end
nævnt, skulde det overskydende betragtes som Almisse og altsaa ikke medregnes i
Varens Pris.
Trods alle disse Regler, som stærkt opfordrede til at sætte Arbejde igang, var der en
Ængstelse for at komme for langt ud. Man ser dette af forskellige Bestemmelser i
Fattigplanen; f. Eks. siges det et Sted, at Fattigvæsenet skal vogte sig for at begynde
med for vidtløftige eller kostbare Anlæg. »Hellere gaaer det frem fra det Mindre til det
Større efterhaanden og forsigtigen: altid dog med Hensyn til, at intet mangler, for at
sætte arbejdsføre Hænder i nyttigst Arbeide« (Planens § 46).
2. FATTIGVÆSENETS STIFTELSER
Ladegaarden
var den vigtigste »Beskæftigelsesindretning«. Den var oprettet i 1822,
men siden 1833 virkede den tillige som Tvangshus, hvor Betlerne og de uordentlige
fattige blev hensat til Afstraffelse. Det tidligere Tvangshus, der laa paa Hauserplads,
brændte i 1807.
Ladegaardens Belægning var delt i 3 Afdelinger, nemlig »Fabrikarbejderne«s 2 Af
delinger og Tvangsfangerne, som udgjorde den 3. Afdeling.
Som Fabiikarbejdere indlagdes de fattige, som var arbejdsdygtige, navnlig de enlige
Personer, men efter Omstændighederne ogsaa Familieforsørgere, som var drikfældige,
eller hvis Forhold paa anden IVIaade var ufordelagtige. I 1. Afdeling blev de Personer
optaget, som var i Stand til ved deres Arbejde at tjene, hvad deres Underhold kostede,
og som \ed godt Forhold under Anstaltsopholdet gjorde sig fortjent til den bedre
Forplejning og de bedre Vilkaar i det hele, som blev budt i denne Afdeling. Disse