74 / 233
Gerd Skogemann
tikken lidt længere nede i gaden. Der havde jeg min gang, hver 2-
øre eller 5-øre jeg reddede mig blev omsat her. På vores egen side
efter slagteren lå en manufakturhandel, en bager og på hjørnet til
Skanderborggade en købmandshandel. Jeg husker ikke om der lå
nogen fiskeforretning i nærheden, men af og til kom en ældre
mand, som bar hele sit varelager foran sig, og råbte:» Så er der ål,
levende ål«. Hvordan han bar sig ad med at have levende ål i en
kasse kunne godt undre en, men det skete da en gang imellem at
mor købte af ham, og engang så jeg en ål smutte ned fra køkken
bordet. Vinteren blev hård for min mor.
Min far blev indlagt på Øresundshospitalet. Børge og Bjørn var
ikke til megen hjælp, som lærlinge gik man dengang på teknisk
skole om aftenen. Heldigvis var min fætter der hed Frederik lige
blevet færdig med sin soldatertjeneste, så han kom og overtog
min fars plads i budcentralen. Det må have været en trist jul det
år, men jeg var glad, for jeg fik en julepakke fra fru Svenningsen
med slik og en meget fin kjole. Frederiks far, der var min mors
bror, var medlem af noget, der hed en hundredemandsforening,
de afholdt juletræsfest, og der tog han mig med. Jeg følte mig
som en prinsesse i den nye fine kjole og troede det var derfor jeg
skulle gå forrest ved indmarchen til det store flotte juletræ, og det
var derfor nisserne flere gange valgte mig som hovedperson i le
gene, men det var nok fordi min onkel var medlem af bestyrelsen.
Men mindet om det juletræ står som et klart lys i min erindring.
I februar 1929 døde far efter en forgæves guldkur. Den dag det
skete sad vi børn hjemme i stuen omkring bordet, de store har
nok vidst hvad der var i vente for stemningen var meget an
spændt. Da mor kom var hun meget alvorlig, hun lagde en pose
med wienerbrød på bordet og sagde stille og uden gråd: »Far er
død«. Min søster begyndte at græde, men jeg forstod ingenting,
jeg opfattede det på samme måde, som da mor havde sagt at far
var kommet på hospitalet. Døden havde jeg ikke mødt før og
vidste ikke at den var uafvendelig. Jeg var med til begravelsen,
der forgik fra Bispebjerg kapel, min eneste erindring er den blom
stersmykkede kiste og de mange sortklædte damer. Min mor var
også helt sortklædt og bar en sort hat med et sort halvslør der
dækkede det meste af ansigtet. Det tøj skulle hun gå med et helt
år efter at hun var blevet enke, det brugte man dengang, og der
72