DetGamleKøbenhavn

333

gen, og man kunde ikke faa Folk til at trække i

Kongens Klæder. Der opstod stadig Tumulter, og

intet Under var det, at Holmens Folk, der betrag

tede sig selv som jagede Dyr, efterhaanden blev en

ringeagtet Kaste, der sattes udenfor den borgerlige,

hvad der bl. a. gav sig Udslag i, at de ikke havde

Adgang til de offentlige Spadseregange og kongelige

Haver. Omkring den Tid, da Flolberg udgav »Peder

Paars« (1719), var de at regne lige med Rakkerens

Folk og Forbrydere; vi forstaar derfor godt Hol

bergs Tilegnelse af dette som Gadevise udkomne Digt,

at det var »skrevet til Lægedom, Trøst og Husvalelse

for alle got Folk, som lide Kors og Modgang her i Ver

den« og bl. a. tilegnet »Indbyggerne i de nye Boder«.

Senere raillerer den samme Skælmsmester i »Den

Stundesløse« med den overmaade Frugtbarhed derude;

han lader Barberen fortælle om »eine Matrosen-Frau

in den Neuen Buden, die zwei und dreiszig Kinder

auf einmal zur Welt gebracht hat; die Kinder wurden

alle getauft, aber sturben gleich darauf«.

Fornærmeligst var dog

Holbergs

Samstilling af Ny-

bodersfolkene med »dem, der bor længst ved Volden«

o: Østervold, hvor den usleste Fattigdom da trivedes,

og de offentlige Huse florerede, og »dem, som hører

under Sieur Nagels Fane«. Sieur Nagels Folk var

Rakkeren og Mestermanden, som i mange Aar boede

i Nyboder, og hans Følgesvende var Slaverne, der

arbejdede i Bremerholms Jærn.

Nyboders Historiker, Pastor

H. D. Lind,

mener, at

Forklaringen paa denne Sammenstilling mulig kan

søges deri, at Holmens Folk var undergivne Bremer

holms Chefs Myndighed og arbejdede paa samme Sted

som Slaverne, hvad der i Folks Øjne kan have givet

det Udseende af, at de arbejdede under samme Vil-

kaar.

Men var »Matroserne«, som de under eet kaldtes,

foragtede, forstod de ogsaa i en Periode at gøre sig

frygtede. Det var især, naar Lønningerne ikke faldt,