DetGamleKøbenhavn

Oest

udbryder ogsaa i sin Fortvivlelse: »Det er en be

synderlig Guds Styrelse, om det i Tiden gaar godt!«

I 1786 indtraadte der ved en Anordning nogen Bed

ring, idet det bestemtes, at ingen, der var befængt

med Kønssygdomme, maatte indlægges paa Syge

stuen, ligeledes maatte blinde, gamle og affældige Bet

lere ikke anbringes der, og dog lyder endnu de trøstes

løse Ord: »Det forholder sig i alle Maader med Syge

stuerne saaledes, at den friske af Stank maa krepere,

langt mere de, som allerede er helt raadne!«

Raaheden breder sig fra Lemmerne til Opsynet,

og det behandler Fangerne brutalt. Spisemester

Poul

sen

var særlig raa; Mester

Schmidt

endnu værre. Da

denne sidste en Søndag Eftermiddag saa Fangerne

lege i Gaarden, forbød han det. En Fange,

Niels'

Benetzen,

erklærede, at det var en uskyldig Fornøjelse,

hvorover Mesteren blev saa rasende, at han slog ham

med knyttet Haand saa mange Slag i Hovedet, at

Blodet flød, og Inspektøren maatte til for at skille

dem ad.

Gurine Malvig,

der var Livsfange, kom op at skæn

des med sin Lidelsesfælle,

Karen Marie,

om, hvem

der først skulde have sin Kaffepotte paa Ilden. Da

Schmidt

hørte det, blev han saa rasende, at han uden

at undersøge Sagen gav den ulykkelige

Gurine

Slag Tamp. Tampen var saa svær, at Ryggen allerede

ved de 8— 9 første Slag blev helt sort og somme Steder

gik itu, saa at det røde Kød var at se.

Gurine

gik til

Doktoren, der gav hende en Lægeattest og smurte

hende med Salve. Dog vilde Mester

Schmidt

ikke

fritage hende for Arbejdet, men »sparkede hende for

Rumpen«. Hun maatte da sælge noget af sit Tøj for

at købe sig fri. Dette skete i 1799. Blandt andet her

skede ogsaa den stygge Skik, at Fangerne selv maatte

begrave de døde, og Mordere skulde køres bort paa

Rakkerens Sluffe. Den Slags Transport gav altid An

ledning til Raahed og grimme Optrin.

Ogsaa var der andre Opsynsmænd, der var uhel

dige, som f. Eks. Portneren i 1806, der for at tjene