56 / 379
52
paa Børnehuset. Hermed hænger det ifølge den oven
omtalte Skrivelse saaledes sammen:
Han blev indesluttet i et dertil indrettet gyseligt
Fangehul om Natten, om Dagen i et andet, som havde
Lysning, for at han kunde se at raspe. Han var imid
lertid saa flittig, at han stadig leverede mere Arbejde,
end der blev forlangt af ham. Han bad bestandigtil Gud
og viste oprigtig Anger, søgte ofte Herrens Nadver og
førte et stille Liv for sig selv uden at indlade sig med
nogen af de andre Fanger. »Over denne Opførsel,
som er rar i dette Hus, blev enhver opvakt til Med
lidenhed med ham og rakte ham Haanden for at
lindre hans haarde Kaar«, siger
Oest;
men ved denne
Adfærd paadrog han sig sine Kammeraters Misun
delse og Had, skønt han aldrig »destingueredes« fremfor
de andre Fanger.
Han fik nu Lov til at forrette Husgerning for Funk
tionærerne i sin Fritid og gjorde dette til Tilfredshed.
En Gang, da gult Raspetræ ikke kunde faas, raspede
han paa en Dag 120 Pund, skønt andre Fanger krym
pede sig ved at raspe 20 Pund om Dagen. En anden
Gang kom der blind Allarm om Ildløs i en Skorsten
paa Børnehuset, og
Jacob Poulsen
krøb da op paa Ta
get og gjorde de bedste Anstrængelser for at slukke
den formentlige Ild. Med Livsfare rensede han en Gang
den Afløbsrende, der gik fra Vaskeriet ud til Kanalen,
alle mente ham kvalt under Jorden, men efter tre
Kvarters Forløb kom han uskadt ud af Mundingen
ved Kanalen.
En anden Fange,
Diedrich Rubst,
nægtede engang
at arbejde og barrikaderede sig i sin Celle, slog efter
Raspemesteren, saa Vinduet knustes, klædte sig nø
gen af og rev sine Klæder i Stykker. Saa hentede
Jacob Poulsen
sin Mukkert, slog Døren ind og greb
den anden som en Løve. Denne slap fra ham og løb
splitternøgen ad Porten til, man Jacob løb efter ham,
fik ham fat og holdt ham, til han blev bundet. Og